Watergate-skandalen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Kvalitetssikring En bruger mener, at et eller flere aspekter af denne artikel ikke er i henhold til Wikipedias kvalitetskrav. Dette skal dog begrundes og derfor skal denne skabelon erstattes af en mere specifik kritikskabelon

Watergate-skandalen refererer til en række begivenheder i årene fra 1972 til 1975, som fik deres navn fra indbrud i hovedkvarteret for Demokraternes Nationalkomité, der befandt sig i Watergate bygningskomplekset i Washington, D.C.. Indbrudstyvene viste sig at have forbindelse til CIA, til Komiteen for genvalg af præsidenten og til præsidentens nærmeste medarbejdere. Den daværende præsident Nixon, der efter to års stadigt stigende juridisk og politisk pres med udgangspunkt i, at han havde modarbejdet sagens opklaring, nedlagde sit embede 9. august 1974, da han stod over for en rigsretssag. Nixon blev dermed den eneste amerikanske præsident, som har nedlagt sit embede.

[redigér] Indbruddet

Watergate er navnet på et større kompleks af dyre lejligheder ved Potomacfloden i centrum af Washington DC. Op til præsidentvalgkampen i 1972 lejede nationalkomiteen for det demokratiske parti lokaler i dette kompleks.

Den 17. juni 1972 blev der foretaget et indbrud i disse lokaler af en gruppe med tilknytning til komiteen for genvalg af præsident Richard Nixon. Indbruddet blev opdaget af en vagtmand, og gerningsmændene blev arresteret. Det Hvide Hus behandlede sagen som "et tredjerangs indbrudsforsøg" og nægtede yderligere kommentar. Alligevel kom det allerede i forhørsretten frem, at en af indbrudstyvene indtil kort tid forinden havde været ansat i CIA, og sporene begyndte ret hurtigt at pege i retning af Richard Nixon og Det Hvide Hus.

Både den juridiske og journalistiske efterforskning gik imidlertid så langsomt, at sagen fik ringe indflydelse på valgkampen. Nixon opnåede uden problemer fornyet nomination fra republikanernes side og slog derefter George McGovern overlegent ved selve valget.

[redigér] Opklaringen

Under og efter valget fortsatte en del journalister imidlertid med at grave i Watergatesagen. I en serie reportager i Washington Post og andre aviser blev trådene knyttet mellem indbrudstyvene, cubanske eksilmiljøer i Florida, tidligere CIA ansatte, Richard Nixon og til sidst Nixons nærmeste rådgivere i Det Hvide Hus.

I marts 1973 gik flere af disse rådgivere af. I maj udpegede Nixon en speciel Watergate efterforsker, Archibald Cox. I juli tog sagen en afgørende vending, da Nixonrådgiveren Alexander Butterfield ved en kongreshøring røbede, at Nixon havde omfattende båndoptagelser af sine telefonsamtaler og konferencer. Cox bad om at få disse udleveret, og da han nægtede at frafalde kravet, blev han fyret ved den såkaldte lørdagsmassakre. Under denne «massakre» mistede Nixon den politiske topledelse i Justitsministeriet og en stor del af det der var tilbage af hans politiske prestige.

Den nye Watergate-efterforsker viste sig imidlertid ikke væsentlig mere føjelig. I april 1974 blev en stor del af materialet fra lydbåndene offentliggjort. Dette førte til nye skandaler. Dels på grund af det kompromitterende indhold, dels fordi præsidenten og hans medarbejdere ikke kunne give overbevisende forklaringer på, hvorfor der manglede bidder af afgørende samtaler.

Nixon klyngede sig til magten så længe han kunne, og forsøgte blandt andet at aflede opmærksomheden gennem en række udenrigspolitiske udspil. I august 1974 var kravet om at stille ham for en rigsret imidlertid blevet så stærkt, at han fandt det nødvendig at gå af - som den første præsident i USA's historie. Det er en udbredt opfattelse, at Nixon kunne have overlevet Watergate, hvis lydbåndene ikke var blevet kendt, eller hvis han havde ødelagt dette materiale.

Det er aldrig blevet bevist, at Nixon kendte til indbruddet i Watergatebygningen på forhånd. Han havde imidlertid skabt et klima omkring sin egen administration og valgkamp som opmuntrede selv hans nærmeste medarbejdere til lovbrud. Og da indbruddet blev afsløret, gjorde han hvad han kunne, med lovlige og ulovlige midler, for at dække over enhver forbindelse mellem Nixon og Det Hvide Hus.

En væsentlig del af æren for at Watergateafsløringene fik så stort et omfang, tilfalder utvivlsomt de to unge Washington Post journalister Carl Bernstein og Bob Woodward. Mere erfarne politiske journalister både på Post og andre aviser viste sig at have for stærke loyalitetsbånd overfor det etablerede system til at forfølge sporene så effektivt som de to, som stod ved siden af den nationale storpolitik. En mere speciel faktor i sagen var, at Woodward fandt en centralt placeret kilde, den såkaldte "Deep Throat", som ved flere anledninger gav arbejdet vigtige skub fremad. Kildens identitet blev holdt hemmelig indtil 31. maj 2005, hvor det blev bekræftet at der var tale om Mark Felt, daværende vicedirektør i FBI . Watergate afsløringerne indskriver sig i en gammel nordamerikansk tradition for «muck-raking» - journalistik som graver i møddingen.

Så at sige alle nordamerikanske præsidenter har været omgivet af skandaler af forskellige slags, af personlig og politisk art. Watergate adskilte sig alligevel fra tidligere sager ved Nixons usædvanlige kynisme og hensynsløshed. Desuden udspillede dette drama sig i en periode med stigende utilfredshed med mange sider af USA's politik, nederlagene i Indokina og store skandaler omkring efterretningstjenesten - bl.a. om udstrakt indblanding i hjemlige politiske forhold, aflytning af landets egne borgere. Midt i det hele blev Nixons vicepræsident, Spiro Agnew, tvunget til at gå af på grund af bestikkelse han havde modtaget i sin guvernørtid i Maryland.

Nixons efterfølger blev dermed Gerald Ford. En middelmådig politiker som desuden havde den ulempe, at han ikke var folkevalgt. Ford tabte valgkampen mod Jimmy Carter ved præsidentvalget i 1976 og blev en overgangsfigur. Alligevel kom han til at indlede den proces af national forsoning og fornyet amerikansk selvtillid, som i 1980'erne fik store følger for international politik. På det politiske plan bidrog Watergateskandalen til, at Kongressen tog noget af den magt tilbage, som præsidentembedet havde erobret. Et blandt flere udtryk for dette var de store ændringer i den nordamerikanske offentlighedslov, som mod præsident Fords veto blev vedtaget i slutningen af 1974.