Vallonien
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Vallonien (fransk: la Wallonie) er den sydlige, fransktalende del af Belgien. Areal: 16.850 km². Befolkning: 3,4 millioner.
Vallonien er en blanding af smukke, bakkede skovområder, bølgende agrarområder og stærkt industrialiserede byområder fra lige efter den industrielle revolution.
Vallonien kendes bl.a. fra Formel 1 på banen i Spa-Francorchamps.
Siden 1970, da Belgien blev delt op i delstater, er det desuden en region med eget delstatsparlament og egen forvaltning, på linie med Flandern og Bryssel. Hovedstaden er Namur ved Meuse-floden. Vallonien omfatter også det lille tysktalende område Eupen-Malmédy i øst, som dog har egen skole- og kulturpolitik og endda eget parlament og egen regering.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Navnet
Navnet Vallonien stammer fra romerne, der koloniserede denne del af Europa omkring starten af vores tidsregning. Romerne kaldte yderområderne med keltiske sproggrupper på disse kanter for "galliske", jævnfør Wallis i Schweiz og Wales i Det Forenede Kongerige. I dag står Vallonien for den romaniserede, fransktalende del af Belgien, hvorimod Flandern blev germaniseret efter romerrigets sammenbrud.
[redigér] Geografi og landskab
Vallonien ligner en trekant, hvor den ene spids ligger nær den nordfranske by Lille, den anden nær den tyske by Aachen og den tredje, nederste spids lidt nord for Metz i Nordøstfrankrig. Vallonien deler grænse med Frankrig i syd, Luxembourg og Tyskland i øst, samt Nederland og den belgiske delstat Flandern i nord.
Meuse-floden skærer Vallonien i to lige dele. Øst for denne linie er området meget bakket, med de skovrige Ardennerne, den tyndt befolkede provins Luxembourg, og højmosen Hautes Fagnes/Hohes Venn med Belgiens højeste punkt (694 m) som populære turistmål. Den vestlige del er nærmest flad i vest og bølgende mere østpå.
Oprindeligt er også det nordfranske område omkring Valenciennes en del af Vallonien, da det var en del af grevskabet Hainaut.
[redigér] Historie
Vallonien omfatter de belgiske provinser Hainaut, Namur, Luxembourg, Liège, og Brabant-Wallon (Vallonsk-Brabant), som under middelalderen hver især var hertugdømmer og grevskaber med en vis autonomi under hhv. den tyske kejser og franske konge. De blev en del af Nederlandene under de burgundiske hertuge, der forenede stort set hele området vi i dag kalder Benelux i 1400-tallet og gjorde det til et autonomt område i Vest-Europa.
Vallonien var det andet område i Europa der blev industrialiseret, efter at dampmaskinen var blevet opfundet i det Det Forenede Kongerige i slutning af 1700-tallet og smuglet til det nuværende Belgien. At det blev Vallonien, skyldes forekomsten af kul i Borinage-området i Hainaut, jernmalm i Ardennerne og vandløb (Meuse og Sambre), hvorved transport- og produktionsomkostningerne kunne holdes nede. Senere, efter opfindelsen af damptog, kom der et meget tæt jernbanenet til, et af de tætteste i Europa. Charleroi og Verviers er typiske industribyer fra 1800-tallet, med gamle arbejderkvarterer. Arven af den gamle jern- og kulindustri kan stadig ses på arkitekturen i mange byer, på de forholdsvis høje ledighedstal, og på socialistpartiets stilling som vigtigste politiske parti (i modsætning til det agrariske Flandern), hvorimod de ikke-industrialiserede områder har bevaret et meget landligt, næsten idyllisk præg.
[redigér] Industri
Vallonien har siden middelalderen været ét vigtigt center for stålbearbejdning, da der i Ardennerne fandtes meget jernmalm, skov og floder. Som konsekvens af stålbearbejdningen udviklede der sig omkring byerne Liège og Namur tillige kerner for europæisk våbenproduktion, noget som også skulle få konsekvenser for striden mellem Danmark og Sverige i 1600-tallet. Gustav 2. Adolf af Sverige fik opbygget sin egen våbenindustri i Dalarna med hjælp af tilkaldte valloner under den vallonske flygtning og finansmand Louis De Geer.
Under Kongeriget Nederlandene (1814-30) fremskyndede kong Willem 1. den økonomiske udvikling ved at få anlagt flere kanaler. Da Belgien blev uafhængigt i 1830, satte udviklingen i de vallonske industribyer rigtig fart, således at Belgien op til 1. Verdenskrig var i top-5 af store industrinationer. Der kom en betydelig arbejdskraftsinvandring til industribyerne, først og fremmest fra det landlige og dengang fattige Flandern, hvilket stadigt kan ses på mange vallonernes efternavn. Lige efter 2. Verdenskrig kom der en betydelig invandring fra Syditalien. Den tunge kul- og jernindustri kunne i de seneste årtier ikke klare konkurrencen med billigere former for stålproduktion i andre dele af verden. Det endte med en stor nedgangsperiode og fabrikslukninger i 1960erne. Omstillingen til små og mellemstore virksomheder er gået for langsomt, hvilket har bevirket at Vallonien i dag er meget fattigere end Flandern og ifølge EUs statistikker endda har et BNP på højde med Portugal. Den vallonske regering gør dog alt for at hive sig selv ud af malaisen.
[redigér] Sproget
Vallonsk (sprog) er en særlig regional variant af fransk, bl.a. kendetegnet ved flere germanske påvirkninger end rigsfransk. Industrialiseringen og kampen mod dialekterne (le patois) siden Napoleon Bonaparte har dog medført, at vallonsk mange steder har måttet bukke under for rigsfransk. Vallonsk tales også i visse nordfranske egne, lige på grænsen med Belgien. Den i høj grad forfranskede belgiske hovedstad Bryssel har aldrig været en del af Vallonien. På selve vallonsk hedder Vallonien Walonreye.
