Skånske Lov

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Skånske Lov kan til en vis grad siges at være vejledende for det ældste danske skriftsprog, da den blev nedskrevet på et tidspunkt mellem 1202 og 1216 og er den ældste af landskabslovene i Danmark. Jyske Lov kom først i 1241.

Skånske Lov gjaldt i den danske tid i hele Skånelandene, det vil sige også i Halland og Blekinge og på Bornholm. Den gjaldt for en kort periode også på Sjælland, indtil Sjællandske Lov blev vedtaget.

Skånske Lov var gældende i Skåne, Halland og Blekinge helt indtil 1683, hvor svensk lov indførtes.

Et af de ældste håndskrifter, Codex Runicus, som i dag er forvaret på Universitetsbiblioteket i København, er skrevet med runer, og det er enestående for nordiske lovtekster. Det er også bemærkelsesværdigt, at den byder på de ældste, kendte danske noder, en skånsk folkevise:

" Drømde mik en drøm i nat, um silki ok ærlik pæl"

Den er siden blevet til Danmarks Radios klassiske og kendteste pausesignal.

Fra Skånske Lov findes også den såkaldte skåningestrofen, de stolte ord på middelaldersdansk:

"Haui that Skanunga ærliki mæn, toco vitar oræt aldrigh æn", eller: "Sæd er hos skåninger, de ærlige mænd, de tog mod uret aldrig end".

Denne konstatering af, at skånelænderne aldrig har tålt nogen uret i deres eget land, er Skånelandenes egentlige valgsprog.