Samarium

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

62 Promethium ← Samarium → Europium – ↑ Sm ↓ Pu Det periodiske system

Udseende Sølvhvidt metal Generelt Navn(e): Samarium Kemisk symbol: Sm Atomnummer: 62 Atommasse: 150.36(2) g/mol Grundstofserie: Lanthanider Gruppe: Ingen Periode: 6 Blok: f Elektronkonfiguration: [Xe] 4f6 6s2 Elektroner i hver skal: 2, 8, 18, 24, 8, 2 Kemiske egenskaber Oxidationstrin: 3 (mildt basisk oxid) Elektronegativitet: 1,17 (Paulings skala) Fysiske egenskaber Tilstandsform: Fast Krystalstruktur: Trigonal Massefylde: 7,52 g/cm3 Massefylde på væskeform: 7,16 g/cm3 Smeltepunkt: 1072 °C Kogepunkt: 1794 °C Smeltevarme: 8,62 kJ/mol Fordampningsvarme: 165 kJ/mol Varmeledningsevne: (300 K) 13,3 W·m–1K–1 Varmeudvidelseskoeff.: 12,7 μm/m·K Elektrisk resistivitet: (α, poly) 940 nΩ·m Magnetiske egenskaber: Antiferromagnetisk Mekaniske egenskaber Youngs modul: (α-form) 49,7 GPa Forskydningsmodul: (α-form) 19,5 GPa Kompressibilitetsmodul: (α-form) 37,8 GPa Poissons forhold: (α-form) 0,274 Hårdhed (Vickers): 412 MPa Hårdhed (Brinell): 441 MPa

Samarium (opkaldt efter mineralet samarskit, som igen er opkaldt efter Vasili Samarsky-Bykhovets) er det 62. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Sm: Under normale temperatur- og trykforhold optræder dette lanthanid som et sølvskinnende metal.

Indholdsfortegnelse 1 Kemiske egenskaber 2 Tekniske anvendelser 3 Samarium i biologien 4 Historie 5 Forekomst og udvinding

[redigér] Kemiske egenskaber

Sammenlignet med andre lanthanider er samarium ikke særlig reaktionsvilligt, og er forholdsvis modstandsdygtigt over for iltning i atmosfærisk luft ved stuetemperatur. Til gengæld bryder det i brand ved temperaturer over 150°C.

Samarium antager en af tre krystalstrukturer afhængigt af temperaturen; ved temperaturer under 734°C antager det α-formen, mellem 734°C og 922°C β-formen, og over 922°C γ-formen.

[redigér] Tekniske anvendelser

Samarium indgår sammen med andre sjældne jordarter i de kulbuelamper som bruges i filmindustrien. Krystaller af kalciumfluorid der bruges i lasere og masere "dopes" med samarium. Stoffet indgår også i Samarium-kobolt-magneter, som udmærker sig ved at have den største modstandsdygtighed mod afmagnetisering, og en koercitivkraft på op imod 2200 kA/m.

Samarium(III)iodid indgår i en række organiske synteseprocesser, f.eks. Barbier-reaktionen. Samariumoxid bruges til at dehydrere etanol, og i visse glas-sorter hvor det får glasset til at absorbere infrarødt lys. Omvendt bruges andre kemiske forbindelser med samarium til at gøre fosforiserende stoffer følsomme overfor infrarødt lys.

Den radioaktive isotop ¹⁵³Sm bruges i behandlingen af de smerter der følger af kræft der har spredt sig til knoglerne; dette medikament kaldes for Quadramet.

[redigér] Samarium i biologien

Samarium spiller ingen kendt rolle i levende organismer, men skal efter sigende stimulere stofskiftet.

[redigér] Historie

Samarium blev først konstateret ad spektroskopisk vej i 1853 af den schweiziske kemiker Jean Charles Galissard de Marignac, som konstaterede stoffets skarpe absorbtionslinjer i spektret fra didyum; et stof man på den tid troede var ét grundstof, men senere viste sig at være en blanding af praseodym og neodym. I 1879 isolerede den franske kemiker Paul Émile Lecoq de Boisbaudran samarium fra mineralet samarskite. Samarium er opkaldt efter mineralet, som igen er opkaldt efter russeren Vasili Samarsky-Bykhovets. På den måde blev samarium det første grundstof der er opkaldt efter en person.

[redigér] Forekomst og udvinding

Ud over samarskit findes samarium også i mineralerne monazit og bastnasit; det er fra disse to mineraler at samarium udvindes på kommerciel basis. Først indenfor de seneste år er det lykkedes at fremstille relativt rent samarium. Metallet fremstilles ofte ud fra elektrolyse af en smeltet blanding af samarium(III)klorid og enten natriumklorid eller kalciumklorid (for at sænke blandingens smeltepunkt), men man kan også fremstille det ved at reducere samariumoxid med lanthan.