Søslaget ved Jylland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Søslaget ved Jylland
Del af Den 1. verdenskrig
Søslaget ved Jylland, 1916
Dato 31. maj 1916–1. juni 1916 Sted Nordsøen, Danmark Resultat Taktisk tysk sejr, strategisk britisk sejr
Parter
Storbritannien Royal Navy (British Grand Fleet)	Det Tyske kejserrige Den tyske kejserlige marine
Førere
Sir John Jellicoe, Sir David Beatty	Reinhard Scheer, Franz von Hipper
Styrke
28 slagskibe, 9 slagkrydsere, 8 armerede krydsere, 26 lette krydsere, 78 destroyere, 1 minelægger, 1 vandfly hangarskib	6 pre-dreadnought 16 slagskibe, 5 slagkrydsere, 11 lette krydsere, 61 torpedobåde
Tab
6.094 døde 510 sårede 177 tilfangetagne 3 slagkrydsere 3 armerede krydsere, 8 destroyere (115.025 tons sunket)	2.551 døde 507 sårede 1 pre-dreadnought 1 slagskib 4 lette krydsere 5 torpedobåde (61.180 tons sunket)

Søslaget ved Jylland, også kendt som Søslaget om Skagerrak, foregik i dagene 31. maj og 1. juni 1916. Slaget var det første og eneste totale slagskib-søslag under 1. Verdenskrig mellem den tyske flåde og den britiske flåde. Efter søslagets afslutning hævdede begge sider at have opnået sejr.

Indholdsfortegnelse 1 Generel maritim krigstaktik anno 1916 2 Tysk strategi for søslaget ved Jylland 3 Britisk strategi for søslaget ved Jylland 4 Styrkerne 5 Slaget 6 Gennemgang af tab 6.1 Tab 6.1.1 Britiske 6.1.2 Tyske 7 Eksterne henvisninger

[redigér] Generel maritim krigstaktik anno 1916

Den generelle maritime taktik i 1916 gik ud på at lade flåden sejle i parallelle kolonner på linje, hvorved risikoen for torpedoer blev minimeret. Under selve slaget førtes kolonnerne ud i en lige linje, tværs for den fjendtlige flåde, hvorved det maksimale antal kanoner kunne affyres mod fjenden, der alene ville kunne anvende sine frontkanoner. Begge sider ville ofte forsøge denne taktik, hvorved den sjældent lykkedes. Resultatet var ofte en kraftig udveksling af ild mellem to flåder på nogenlunde samme parallelle kurs.

[redigér] Tysk strategi for søslaget ved Jylland

I 1916 havde nederlaget ved Verdun og den stigende effektive økonomiske blokade ført til, at den tyske regering forsøgte at standse (eller i det mindste svække) den maritime kontrol udført af den engelske flåde. Det tyske håb var at stationere et stort antal ubåde uden for den britiske flådes baser og derefter lure den ud. Den tyske slagkrydser-eskadre under admiral Hipper skulle forlade Wilhelmshaven og dermed forhåbentlig lokke den britiske slagkrydser-eskadre under admiral David Beatty ud. Efter en udmattelseskrig med de tyske ubåde ville briterne herefter blive lokket mod deres destruktion af Admiral Hipper, som ville føre den engelske flåde mod de tyske slagskibe under viceadmiral Reinhard Scheer.

[redigér] Britisk strategi for søslaget ved Jylland

Briterne kendte til de tyske planer gennem radioaflytninger, og en flåde af 24 slagskibe og tre slagkrydsere forlod Scapa Flow under Admiral John Jellicoe før Admiral Hipper forlod Jade den 30. maj. Jellicoes plan var at mødes med Beattys styrker, som sejlede med en styrke på fire slagskibe og seks slagkrydsere i Skagerrak 145 kilometer vest for Jylland. Fælles skulle de herefter vente på tyskerne.

[redigér] Styrkerne

Tyskerne ville for alt i verden undgå en direkte kamp med den engelske flåde. Dennes overvægt var massiv - 33 slagskibe, mod tyskernes 18. Under selve slaget var Jellicoes styrke på 28 slagskibe og 9 slagkrydsere, mens Scheer havde 16 slagskibe og 5 slagkrydsere. Forskellen i styrkeforholdet er større end tallene umiddelbart viser, idet 6 af de tyske slagskibe (2. eskadre) var fra 1904-1906 og dermed forældede mht. fart, pansring og skyts, og de britiske kanoner var generelt af større kaliber end de tyske. Den britiske flåde havde endvidere også overvægt i de mindre fartøjer. Vægtmæssigt kunne briterne stille med 732.728 tons mod 295.896 tons. Den britiske overlegenhed blev modvægtet af enkelte tekniske faktorer. De tyske kanoner var mere præcise, de tyske skibe havde tykkere pansring mod granater og torpedoangreb, og deres konstruktion indebar at dørene bedre kunne holde vand ude. Tyskernes panserbrydende granater var endvidere også mere effektive end de britiske granater. Af vital betydning var også, at de britiske skibe blev drevet af et ustabilt drivmiddel, og at deres ammunitionsdepoter ikke var godt beskyttet. Endelig havde briterne utrolig dårlig kommunikation mellem de enkelte skibe.

[redigér] Slaget

De tyske ubåde viste sig at være totalt ineffektive. De sænkede ikke et eneste skib, og gav ingen væsentlige informationer som spejdere. Jellicoes flåde fortsatte til sit møde uskadt, men med forkerte efterretninger om tyskernes position. Flådens efterretningstjeneste havde viderebragt en information om, at tyskerne var ni timer senere på den, end de rent faktisk viste sig at være.

Klokken 14.20 den 31. maj rapporterede spejdere fra Beattys styrke fjendlige fartøjer til syd-øst. Beatty satte sin flåde i bevægelse for at afskære disse skibe fra deres base. Klokken 15.30 så han Hippers krydsere i bevægelse mod nord-vest. Hipper drejede øjeblikkelig for at føre Beatty mod Scheer. Klokken 15.45 da begge flåder var cirka parallelle med en afstand på cirka 13,7 km begyndte Hipper og Beatty at udveksle ild. Klokken cirka 16.05 eksploderede Indefatigable (to overlevende) og klokken 16.25 eksploderede Queen Mary (tyve overlevende). Beatty udtalte "Det ser ud til, at der er noget galt med vores forpulede skibe i dag". Klokken cirka 16.30 meldte en spejder fra Beattys styrker at have set Scheers 16 slagskibe. Beatty besluttede at lede sine skibe mod nord for at føre de tyske skibe mod Jellicoe. Hermed brød han kontakten med tyskerne cirka klokken 16.45, og starten på søslaget sluttede hermed. Denne fase betegnes jagten mod syd. Bemærkelsesværdigt sendte Beatty ingen beskeder til Jellicoe mellem 16.40 og 18.10 og den besked som Jellicoe endelig modtog indikerede at hele den tyske flåde var aktiv. Beatty's omrokering mod nord mod Jellicoe bliver kaldt jagten mod nord.

Jellicoe stod nu over for væsentlige beslutninger, med et højt estimat på antallet af fjendtlige fartøjer, var det nødvendigt at vide præcist hvor de tyske styrker befandt sig, så han kunne føre sin flåde fra kolonnekortegen over til en lige linje på det rigtige tidspunkt. Jerricoe havde valget at dreje ud mod enten vest eller øst, men uanset valget skulle det udføres før tyskerne ankom. En for tidlig deployering kunne dog indebære tabet af en afgørende træfning. Deployering mod vest ville bringe hans flåde tættere mod Scheer, hvilket var væsentligt da skumringen var på vej. Denne manøvre ville dog kunne opdages af Scheer. Deployering mod øst ville føre styrken væk fra Scheer, men ville øge chancen for at møde Scheers flåde i 'T'et og samtidig ville Jellicoes flåde have fordelen af silhouet på Scheers styrker i vest. Deployeringen ville tage tyve uomstødelige minutter og de to flåder var i høj fart på vej mod hinanden. Jellicoe beordrede deployering mod øst klokken 18.10.

Scheer så den britiske flåde cirka klokken 18.30. Den befandt sig foran ham på tværs i en lige linje. Efter en kort skudveksling (hvorunder Invincible under admiral Hood blev sænket med kun seks overlevende), beordrede Scheer klokken 18.33 sin flåde til at foretage en 180 graders drejning og flygte. Under en sky af røg og dis lykkedes det Scheers styrker at undgå sammenstød med de britiske styrker. Jellicoe fortsatte mod syd, og Scheers krumspring førte ham i sammenstød med briterne igen klokken 19.15. Scheer drejede fra og flygtede under beskyttelsen af affyring af torpedoer fra sine slagkrydsere og mørkets komme. Efterhånden som søslaget gik over i natlige sammenstød mellem destroyere, gættede Jellicoe forkert. Han styrede mod syd i forventning om at Scheer ville sejle mod Ems. Et kort slag med tyske styrker klokken 20.20 var det sidste møde mellem hovedstyrkerne. Jellicoes spejdere opdagede ikke kursen for de tyske hovedstyrker mod nord-vest og Horns rev. I den tidlige morgen var Scheer's styrker ude af farezonen og da Jellicoe endelig fik efterretninger om dette klokken 4.15, var der ikke andre muligheder end at vende tilbage til basen.

[redigér] Gennemgang af tab

Briterne mistede fjorten skibe på i alt 111.000 tons og 6.784 mænd. Tyskerne mistede elleve skibe på i alt 62.000 tons og 3.058 mænd. Men med hensyn til skibe som kunne kæmpe da dagen var slut havde briterne 24 slagskibe og slagkrydsere. Tyskerne havde kun 10. Hermed havde briterne stadig overtaget til søs. For briterne kunne søslaget ses som et taktisk tab, men en strategisk gevinst. Tyskerne forlod valpladsen, briterne blev og var klar igen den følgende dag.

Designet og den dårlige brug af slagkrydsere var de væsentligste faktorer i briternes væsentlige tabstal. Søslaget ses ofte som en demonstration på den britiske flådes underlegne teknologi i forhold til den tyske flåde. Efterfølgende blev forsigtigheden, udvist af Jellicoe, også nævnt som en årsag til tabstallet, men det skal bemærkes, at Scheer ikke søgte en direkte kamp og med to flåder i samme hastighed, er det svært at bekæmpe en fjende der undgår kamp. På den anden side var Scheer måske heldig på kampdagen, og Jellicoe var uheldig med at søslaget begyndte sent på dagen. Tyskerne stod ikke til søs mere i denne krig.

[redigér] Tab

[redigér] Britiske

Slagkrydsere

• Indefatigable
• Queen Mary
  
• Invincible
  

Destroyere

• Shark
  
• Sparrowhawk
• Tipperary
  
• Turbulent
  
• Ardent
  
• Fortune
  
• Nomad
  
• Nestor
  

[redigér] Tyske

Slagkrydser

• Lützow
  

Slagskib (forældet)

• Pommern
  

Krydsere

• Frauenlob
  
• Elbing
  
• Rostock
  
• Wiesbaden
  

Destroyere

• V-48
  
• S-35
  
• V-27
  
• V-4
  
• V-29
  

[redigér] Eksterne henvisninger

Battle of Jutland