Relæ

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Et relæ er en elektrisk komponent. Et relæ fungerer som en elektrisk styret kontakt eller omskifter. Ordet relæ benyttes også om en overordnet teknisk installation, der videresender et signal (f.eks. relæstation, der ofte benyttes om en repeater).

Relæet er opfundet af Joseph Henry i 1835.

[redigér] Virkemåde

Et relæ består af en elektromagnet (solenoide), et anker og et større eller mindre antal kontakter.

Når der sendes elektrisk strøm gennem elektromagnetens vikling, tiltrækkes den ene side af ankeret af magnetfeltet. Ankeret er ophængt så den samtidig skubber til midter-benet i et eller flere kontaktsæt som derved skifter stilling. Når strømmen afbrydes skubber fjedervirkningen i midter-benet ankeret tilbage i udgangsstillingen. Mange relæer har en ekstra fjeder til at trække ankeret tilbage når kontaktsættet ikke kan give fjederkraft nok.

[redigér] Anvendelse

Et relæ bruges til:

At styre en højspændings kreds med et lavspændings signal.
At isolere styre kredsen fra den styrede kreds når de har forskellig potentiale, for eksempel når en enhed forsynet fra lysnettet styres fra en lav spændings kontakt.
At udføre logiske funktioner. For eksempel, er en boolsk AND (og) funktion lavet ved at forbinde relæ kontakter I serie, i OR (eller) funktionen er kontakterne forbundet parallel. På grund af deres opførsel ved fejl sammenlignet med en halvleder, bruges de ofte i sikkerheds kritisk logik, som kontrol panelene på maskiner til håndtering af radioaktiv affald.
Til at lave lyde. Et relæ kan laves om til en buzzer ved at forbinde spolen med normalt lukkede kontakter. Når det tilføres en spænding til relæet åbnes kontakten der leverer spænding til spolen, og kontakten falder derfor tilbage til udgangspositionen. Cyklusen gentager sig selv så længe der tilføres spænding, og relæet afgiver en hørbar frekvens. Det kan blive forbedret yderligere til en elektrisk klokke ved at forlænge den bevægende kontakt så den kan ramme en klokke.

Hvor større spændinger skal styres bruges en kontaktor.

[redigér] Nummerering af tilslutninger

Der er ingen regler for hvordan relæspolens tilslutninger nummereres, ofte bruges A1 og A2, eller + og -. Kontakternes tilslutninger nummereres med tocifrede tal, det første ciffer er placeringscifferet, der viser kontaktens placering på relæet, normalt begyndes fra venstre med kontakt nr. 1. Andet ciffer er funktionscifferet, og angiver hvilken funktion den enkelte kontakt har. En almindelig brydekontakt har numrene 1 og 2, og en sluttekontakt har numrene 3 og 4, hvor det ulige tal vendes mod forsyningen. Dvs. at f.eks. tilslutning nr. 33 sidder på kontakt nr. 3 i sættet og er en sluttekontakt.