Pesten i London

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Den store pest i London (1665-1666) var et omfattende udbrud af sygdommen i England, som i London dræbte mellem 75,000 og 100,000 indbyggere - op til en femtedel af byens indbyggere. Sygdommen menes at have været byldepest, en infektion med bakterien Yersinia pestis, overført med en rotte-vektor. Andre symptomer ved byldepest, så som septisk pest og lungepest, var også til stede.

Epidemien var langt mindre end den tidligere "sorte død", et smitsomt udbrud af sygdommen i Europa mellem 1347 og 1353, men blev bagefter husket som den "store" pest, da det var et af sidste større udbrud af pest i Europa.

[redigér] Udbrud

Pesten menes at være kommet til Storbritannien med hollandske handelsskibe, der medbragte bomuldsballer fra Amsterdam. Sygdommen var sporadisk kommet i udbrud i Holland siden 1654. Dokområderne uden for London, hvor fattige arbejdere var stuvet sammen i misligeholdte bydele som sognet St. Giles-in-the Fields, blev først ramt af pesten. I løbet af vinteren 1664-65 var der rapporter om flere dødsfald. Vinteren var meget kold, hvilket lod til at holde smitten i ave. Men forårs- og sommermånederne var usædvanligt varme og solrige, og pesten spredte sig hurtigt. Man gemte ikke optegnelser over dødsfald blandt de meget fattige, hvorfor det første registrerede offer for pesten, er Margaret Porteous, der døde den 12. april 1665.

I juli 1665 var pesten nået til selve London. Kong Karl 2. af England, hans familie og hoffet flyttede til Oxford. Men byens Lord Mayor og hans rådmænd forblev på deres poster. Virksomheder lukkede, da de fleste velhavende købmænd og faglærte forlod byen. Kun et lille antal gejstlige, læger og apotekere valgte at blive, mens pesten rasede i løbet af sommeren. Pestlæger bevægede sig gennem gaderne og stillede diagnoser, selvom mange af dem ikke var kvalificerede læger.

Man forsøgte at indføre offentlig sygehjælp. Læger blev ansat af byens embedsmænd, og begravelsehold blev omhyggeligt organiseret. Myndighederne beordrede at der skulle brænde bål nat og dag, i håbet om at luften ville blive renset. Stoffer der afgav stærke lugte, så som peber, humle og røgelse blev også brændt, for at forhindre infektioner. Indbyggerne i London, også små børn, blev kraftigt opfordret til at ryge tobak.

Selv om udbruddet var koncenteret i London, var også andre dele af landet berørt. Det måske mest berømte eksempel var landsbyen Eyam i Derbyshire. Pesten ankom i en pakke med stof afsendt fra London. Landsbyboerne satte sig selv i karantæne for at forhindre sygdommen i at sprede sig yderligere. Pesten spredte sig langsomt til det omgivende område, men resultatet for landsbyen var at omkring halvdelen af indbyggerne døde.

Optegnelser oplyser at dødstallet i London kom op på 1.000 personer om ugen, dernæst 2.000 om ugen og i september 1665 var tallet nået op på 7.000. Sidst på efteråret begyndte dødstallet at falde, indtil det i februar 1666 var sikkert for kongen og hans følge at vende tilbage til byen. På det tidspunkt havde handelen med det europæiske kontinent spredt pestsmitten til Frankrig, hvor den ebbede ud den følgende vinter.

Pesttilfælde fortsatte i moderat tempo indtil september 1666. Den 2. og 3. september ødelagde den store brand i London mange af byens mest befolkede beboelses- og forretningsområder. Branden synes at have stoppet pestudbruddet effektivt, måske fordi Londons rotter og deres pestbærende lopper blev ofre for flammerne. Efter branden blev byen genopført med bredere gader og elementære kloak- og afløbssystemer. Stråtag (der havde været et yndet levested for rotterne), blev forbudt inden for byen, og kræver den dag i dag særlig tilladelse.

[redigér] Litteratur

• Bell, Walter George: The Great Plague in London in 1665. London: John Lane, The Bodley Head, 1924.
• Daniel Defoes beretning om pesten i England (på engelsk)