Orienteringsløb
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Denne artikel omhandler Orientering som løb eller terrænsport. Opslagsordet har også anden betydning, se Bilorienteringsløb.
Orientering er en sportsgren, hvor det gælder om at navigere gennem et ukendt terræn ved hjælp af et kort og et kompas. Sporten udøves i organiseret form både til fods, på ski eller på mountainbike.
Orienteringsløberen får i startøjeblikket udleveret et kort, hvor der er indtegnet en bane med et antal poster, der skal opsøges hurtigst muligt i rækkefølge. Selve posterne er markeret i terrænet med en trefløjet hvid/orange skærm som "klippes" enten med en tang eller med en elektronisk brik.
Udfordringen i orienteringssporten er at holde et højt løbetempo, men samtidigt bevare mental ro og overblik nok til at kunne aflæse kortet og undgå fejl. Det gælder om at navigere gennem ukendt terræn og samtidigt vælge den hurtigste rute mellem posterne. For at udfordre deltagerne vil banelæggeren i konkurrenceløb stile mod at lave baner med flere mulige vejvalg og variation i, hvilke tekniske færdigheder deltageren skal bruge.
Orientering var oprindeligt en militær disciplin, der blev dyrket i slutningen af det 19. århundrede. Det første civile orienteringsløb fandt sted i 1897 nær Oslo, og sporten bredte sig herefter hurtigt til Sverige og de øvrige nordiske lande. Sporten dyrkes i dag i mere end 60 lande, men står stadig stærkest i Norden samt en række europæiske lande.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Historisk baggrund
Orienteringssporten har sit udgangspunkt som en militær disciplin i 1890'erne. I Sverige blev der den 28. maj 1893 afholdt orienteringsløb som en del af Stockholmsgarnisionens årlige idrætsarrangement.
Det første civile orienteringsløb blev afholdt den 31. oktober 1897 fra Grøttum gård i Sørkedalen nær Oslo. Herefter bliver sporten gradvist mere udbredt i Norge og Sverige. Det første natorienteringsløb fandt sted i Danmark i 1915. I 1919 står svenskeren Ernst Killander for et større arrangement med 155 deltagere. Ernst Killander fortsatte med at udvikle sporten og anses i dag for at være sportens oprindelig "fader". Men allerede inden da gennemføres det første nat-orienteringsløb i Danmark.
Sporten voksede i popularitet efter 1. verdenskrig og spredte sig uden for det skandinaviske område i 1960'erne. Det Internationale Orienterings Forbund blev stiftet i 1961. I Danmark nærmest eksploderede sportens popularitet efter 1974, hvor VM blev holdt ved Silkeborg og hvor OK Pan-løberen Mona Nørgaard vandt kvindernes VM-titel. Danmark var atter vært for VM i 2006.
Sporten er stadig mest populær i de skandinaviske lande, men nyder også en pæn popularitet i Schweiz, Frankring, England og en række østeuropæiske lande. Mere end 60 lande har i dag egne nationale orienteringsforbund.
[redigér] Typer af orientering
Orientering var oprindeligt en sport, der blev udøvet til fods. Det er selvfølgelig muligt at lave o-løb med andre transportmidler; f.eks. i bil, til hest eller med dykkerudstyr. Tre varianter skiller sig dog ud ved, at der fast er organiseret konkurrencer og evt. mesterskaber i disciplinerne.
- Skiorientering
- Mountainbike-orientering (Også kaldet MTB-O).
- Trail-orientering (Også kaldet Præcisions-orientering eller PRÆ-O) Deltageren bevæger sig kun på større stier, men skal i stedet angive hvor på kortet posterne er. Sporten blev oprindelig udviklet for at give bl.a. kørestolsbrugere mulighed for at deltage, men benyttes nu også som en variant til almindelig fod-orienteringsløb).
[redigér] Orienteringskort
Det Internationale Orienterings Forbund (IOF) har både udstukket retningslinier for de signaturer der skal bruges til at tegne o-kort, for indtegning af baner og standarder for (sprogløse) postbeskrivelser. Det gør det muligt at deltage i o-løb overalt i verden uden at skulle vænne sig til andet end terrænet.
Orienteringskort: Det første kort specifikt beregnet til orienteringsformål blev fremstillet i Norge i 1950. Her kombinerede man for første gang et kort i skala 1:20.000, en meget præcis opmåling af terrænet, og indtegning af detaljer der normalt ikke findes på andre typer af kort.
Disse kort gjorde det muligt at placere posterne ved mindre terrængenstande (grøfteknæk, små lavninger, sten, vækstgrænser), og øgede kravene til løbernes tekniske kunnen, samtidigt med at tilfældighederne blev minimeret. Denne type af kort blev op gennem 1960'erne udbredt til andre lande, og der blev i 1961 nedsat et udvalg til at koordinere standarder for o-kort.
O-kort er i dag som regel i størrelsesforhold 1:5000, 1:10.000 eller 1:15.000. 1:5000-kort benyttes især på sprint-distancer og til begynderbaner. Ved 1:10.000 er 1 cm på kortet lig 100 meter i terrænet. Kort i denne målestok benyttes primært til mellemdistanceløb og stafetter. 1: 15.000 bruges til den lange distance.
På o-kort finder man derfor ikke blot veje og stier, men også grøfter, moser, bevoksningsgrænser, større sten, diger og enkeltbygninger. Samtidig er kortene forsynet med detaljerede højdekurver og angivelse af tæthed i vegetationen.
Denne præcision gør det muligt for den øvede orienteringsløber at foretage meget detaljerede vejvalg, hvor der kan tages hensyn til hvor kuperet og hvor fremkommeligt et givet vejvalg er.
Signaturerne der benyttes er koordineret inden for nogle farvegrupper:
- Hvid: Skov (åbent terræn)
- Grøn: Tættere skov (desto mørkere farve - desto tættere)
- Gul: Åbne/dyrkede arealer (enge, marker, dyrkede områder, plantager, klit)
- Blå: Vand (søer, moser, grøfter)
- Brun: Højdeangivelse (højdekurver, jorddiger)
- Sort: Fysiske genstande (veje, stendiger, huse, indhegninger, sten, tårne, etc)
Tidligere blev orienteringskort tegnet i hånden med tusch. Hver farve havde sit eget lag i kortet, og standard-markeringer blev påført med klæbende "letraset"-ark. I dag benyttes oftest computerprogrammer til af udføre de samme opgaver.
Baneindtegning: På kortet er startstedet altid indtegnet med en trekant, posterne er indtegnet med en cirkel og målet er indtegnet med en dobbelt-cirkel. De enkelte poster på banen er nummereret og forbundet med streger for at tydeliggøre den rækkefølge de skal opsøges i. Arealer der ekstraordinært ikke må betrædes skal være skraveret. På delstræk kan tvungne overgange, forbudte passager og forbudte ruter være markeret.
Postbeskrivelser: Postens placering beskrives altid yderligere, f.eks. "Lavning, sydlige ende" eller "lysning, nordøstlige kant". Formålet er at give et så præcist billede af, hvor posten befinder sig. Dermed mindskes usikkerheden og fokus i sporten bliver på evnen til hurtigt at navigere i terrænet. Ved stævner udleveres postbeskrivelser ikke i det pågældende lands sprog. I stedet benyttes signatur-lignende symboler til at vise hvilken terrængenstand posten findes ved. Her benyttes også en international standard udstukket af det Internationale Orienterings Forbund.
[redigér] Orienteringsteknik
Orientering er en sport, hvor løberne kan opøve stor teknik i at navigere hurtigt - og samtidigt minimere risikoen for at løbe forkert - eller som det hedder med en af sportens få specialudtryk: "at bomme".
Vejvalg: De fleste stræk på en bane, vil have flere vejvalgsmuligheder, hvor det er op til deltagerne at foretage det bedste valg. I den mest basale form, skal deltageren vurdere om det kan betale sig at følge en længere rute på stier eller om det kan betale sig at løbe på tværs af terrænet. Deltageren skal også vurdere, hvor svært gennemløbeligt terrænet er og hvor store stigninger der er på de enkelte strækninger. Afgørende er tillige, at løberen ikke bruger for mange sekunder på at aflæse kortet og foretage sit valg.
Grovorientering / finorientering: Et udfordrende stræk indeholder så mange elementer, at deltageren ikke kan huske alle detaljer undervejs. For at mindske tidstabet ved kortlæsning vil deltageren ofte forsøge at finde det vejvalg, der gør det muligt at komme meget tæt på posten uden at stoppe op undervejs (grovorientering). Deltageren kan f.eks. vælge at løbe på tværs af skoven og sigte på at "fange" en markant terrængenstand - f.eks. en tydelig høj, en vej, et dige, etc - tæt ved posten. Herefter kan han finorientere sig det sidste, korte stykke frem til posten.
Typiske årsager til bom: For deltagerne i orientering er det ganske svært at holde en meget præcis kurs igennem terrænet. Typisk vil deltageren nemt komme til at trække skævt ned af en skræntside, eller have svært ved at holde ret kurs gennem kuperet terræn. Deltageren vil også have tendens til at trække ud mod åbne arealer og ikke mindst trække skævt i svært gennemløbeligt eller svært overskueligt terræn. Alt dette kan banelæggeren benytte til at lave den sværest mulige bane.
[redigér] Banelægning
Orientering dyrkes af både begyndere og eliteløbere, samt af børn, voksne og ældre. Derfor er der til både træningsløb og konkurrencer mange forskellige baner, der har stor variation i længde og sværhedsgrad. Banelægning er derfor en disciplin for rutinerede orienteringsløbere. Her drejer det sig om, at lave en bane, der er afstemt efter de respektive løberes fysiske formåen og tekniske evner som orienteringsløbere.
Nemme baner vil ofte have en overkommelig længde (ofte 2-5 km), og posterne vil typisk ligge ved tydelige genstande som veje/stier, diger, søer, større grøfter, etc.
Svære baner (farvekode sort) vil både være længere (ofte 4-15 km) og posterne vil typisk ligge ved terrængenstande, der er mere diffuse, f.eks. lysninger, grøfter, slugter/udløbere, små høje eller lavninger, huller, etc. Endeligt vil de svære baner indeholder langt flere udfordringer, f.eks.:
Mange vejvalg: Kernen i god banelægning er at lave stræk, hvor der er mindst 2-3 oplagte vejvalgsmuligheder. På den måde skilles de teknisk stærke løbere fra de deltagere, der blot er gode løbere.
Fokus på finorientering: Banelæggeren vil selvfølgelig også forsøge at lægge posterne i stor afstand fra meget markante terrængenstande. Dermed undgåes, at deltagerne kan grov-orientere sig helt frem til posten.
Variation i stræklængder: En god bane har typisk også stor variation imellem de enkelte delstræk. Et langt stræk, der ofte vil blive løbet i højt tempo, efterfølges af en stribe poster med kort afstand, hvor deltageren tvinges ned i tempo for at kunne læse alle detaljer på kortet. Glemmer deltageren at skifte tempo og fokus vil det ofte resultere i fejl.
Retningsændring: For deltageren kan det næsten virke naturstridigt at løbe tilbage i den retning, hvor han kom fra. En bane der ofte ændrer retning kan derfor øge sværhedsgraden. Samtidigt skal banelæggeren dog undgå, at løbere på vej væk fra posten kommer til at hjælpe løbere, der ikke har fundet den endnu.
Uanset banens sværhedsgrad sættes posterne altid ved terrængenstande som kan findes ved hjælp af god orienteringsteknik. Poster sættes dermed ikke midt i et diffust areal, ligesom man normalt undgår, at deltagerne skal mase sig igennem store mængder meget tæt skov, da det øger chance-elementet for løberne.
Vildtlommer: Med sportens udbredelse i den sidste del af 1970'erne, kom der også et større pres på dyrelivet i de relativt små danske skove. Især ved større arrangementer er det derfor blevet udbredt at indføre områder i skoven - især områder med tæt vegetation - der friholdes for løbere, så især råvildt kan gemme sig her.
[redigér] Udstyr
Orientering kan dyrkes i almindeligt fritidstøj, men som i de fleste andre sportsgrene, findes der en del specialudstyr:
- Kompas: Bruges til hurtigt at nord-vende kortet, så der er overensstemmelse mellem kort og terræn. Når der skal navigeres gennem terræn uden særlige kendemærker, og når der er brug for større præcision udstikkes en mere præcis kurs. Kompasser findes både som almindelig håndkompasser, tommelfingerkompas og som håndledskompas.
- Orienteringssko: Her benyttes som regel lette løbesko med knopper/pigge, der giver et godt greb i en fedtet skovbund.
- Løbetøj: Åndbart løbetøj der ikke bliver tungt selv om løberen bliver våd af løbe gennem tæt vegetation. Bukserne kan evt. være forstærket på forsiden og brændenælde-afvisende. Nogle løbere benytter tillige benbeskyttere for at beskytte skinnebenene mod rifter fra vegetationen i underskoven - f.eks. brombær.
- Natlampe og batteriholder: Til natorienteringsløb anvendes en pandelampe med remme rundt om tindingen. Batterier bæres enten i en vest eller et bælte.
- Stemplingsbrik: Ved en del konkurrencer stempler løberne ikke længere et mønster i et kontrolkort. I stedet medbringes en elektronisk stemplingsbrik, som registrerer at løberen har været ved posten.
Det er ikke tilladt at benytte elektronisk navigationsudstyr.
[redigér] Konkurrence
[redigér] Verdensmesterskaber
Der har været afholdt VM i almindelig (fod)orienteringsløb siden 1966. Det er først senere, at der er blevet afholdt verdensmesterskaber i de øvrige orienterings-discipliner; (Ski-orienteringsløb: 1975; Mountainbike-orienteringsløb: 2002; Præcisions-orienteringsløb: 2004).
Danmark har været vært for Verdensmesterskabet to gange; I henholdsvis 1974 og 2006. Begge gange fandt løbene sted i skovområder ved Silkeborg og Århus. Det lykkedes også i begge tilfælde for danske løbere at hente medaljer. I 1974 vandt Mona Nørgaard individuelt guld hos damerne, mens Claus Bloch vandt bronze på herrernes sprint-distance i 2006.
Der afholdes VM i følgende distancer/discipliner:
- Sprint - cirka tre kilometer for begge køn(løbes på 12 - 15 minutter)
- Mellem - cirka 6-7 kilometer for mænd og 4,5-6 kilometer for kvinder(løbes på cirka 30 minutter for begge).
- Lang, - cirka 15-18 kilometer for mænd (løbes på 90 - 100 minutter) og 9-12 kilometer for kvinder (løbes på 70-75 minutter).
- Stafet - (tilbagelægges på cirka 3 x 45 minutter).
[redigér] Danmarksmesterskaber
I Danmark afholdes der DM i de samme discipliner som ved VM, samt yderligere tre:
- Sprint - cirka tre kilometer for begge køn(løbes på 12 - 15 minutter).
- Mellem - cirka 6-7 kilometer for mænd og 4,5-6 kilometer for kvinder(løbes på cirka 30 minutter for begge).
- Lang - cirka 15-18 kilometer for mænd (løbes på 90 - 100 minutter) og 9-12 kilometer for kvinder (løbes på 70-75 minutter).
- Stafet - cirka 3 x 45 minutter.
og de nationale...
- Ultralang, - cirka 25 kilometer for mænd og 17 kilometer for kvinder (løbes på ca. 150 minutter for mænd og 120 minutter for kvinder).
- Nat
- Hold
- MTB-O (endnu alene et Forbundsmesterskab)
Mesterskaberne udskrives kønsopdelt - og opdelt i følgende alderskatagorier.
- Herrer/damer 12 år, h/d 14, h/d 16, h/d 18, h/d 20, h/d 21, h/d 35, h/d 40, h/d 45 ~ h/d 80.
Det er dog ikke alle fem mesterskabs-distancer, som afholdes for samtlige alderskatagorier. F.eks. holdes der kun DM på den lange distance for de yngste (h/d 12).
[redigér] Øvrige konkurrencer
Der er stort set hver weekend konkurrenceløb over hele landet. Heraf er en del blevet traditionstævner, som findes i løbskalenderen hvert år. Det gælder f.eks. Påskeløb (3 dages) og Midgårdsormen. Der konkurreres ved de store stævner altid i køns- og aldersinddelte klasser, mens der ved mindre konkurrencer blot er opdeling i længde og sværhedsgrader.
Derudover arrangerer de fleste klubber en-to gange om ugen træningsløb, hvor der typisk er et par baner at vælge imellem.
Er der tale om begyndere eller letøvede, skal banerne lægges så trygheden er det vigtigste. Banernes sværhedgrad udtrykkes ved en farvekode. Grøn, Hvid, Gul og Sort, hvor sort er den sværeste. På alle baner undtagen sort er det tilladt at medbringe en skygge. En skygge er en erfaren deltager der passivt følger med, og som kun griber ind, hvis der bliver begået alvorlige orienteringsmæssige fejl.
Orientering dyrkes i forskellige discipliner. Kongedisciplinen er Lang. Her er vindertiden ca. 90. minutter. Middeldistance med en vindertid på 30 minutter og Sprint med en vindertid på 12-15. minutter er de nyeste konkurrencediscipliner. Endelig findes et antal variationer, f.eks. Ultralang, stafetløb, natløb, pointløb, etapeløb mm.
[redigér] Danske Verdensmestre
Danmark har som hovedregel ligget et niveau under løbere fra Norge, Sverige og Finland. Det er dog blevet til et par VM-titler gennem årene:
- VM 1974, kvinder: Mona Nørgaard
- VM 1993, herrer: Allan Mogensen
- VM 1997, herrer-stafet: Torben Skovlyst, Carsten Jørgensen, Chris Terkelsen, Allan Mogensen.
[redigér] Variationer
Det mest normale orienteringsløb foregår i dagslys med et detaljeret kort, der giver løberne optimale muligheder for at navigere sig frem til posterne. Der er udviklet en række varianter for at træne eller konkurrere i særlige dele af sporten. Det kan være ændrede distancer, nat-løb - eller løb hvor udøveren ikke får et optimalt kort.
[redigér] Park / Sprintløb
For at gøre sporten mere tilskuervenlig har man de senere år forsøgt sig med parkløb, hvor eliteløbere gennemfører løb i byer og parker. Her er der ofte tale om kortere distancer med relativt mange poster. Det er lykkedes at skabe noget, som er både publikumsvenligt og udfordrende for deltagerne.
[redigér] Natløb
Natløb gennemføres som normale løb, blot om natten. Deltagerne har lygte med, ofte i form af en pandelampe, og posterne er markeret med reflekser eller (sjældnere) lys.
[redigér] Trail-orientering
Ved Trail-O eller præcisionsorientering følges en rute på veje og større stier rundt i skoven. Ved afmærkede kontrolposter standser deltageren; herfra er et antal poster synlige, og deltageren skal afgøre, hvilken af disse, der er afmærket på kortet. Disciplinen dyrkes især af personer med fysisk handicap, herunder kørestolsbrugere.
[redigér] Pointløb
Hver post tildeles en pointværdi. deltagerne skal indenfor en tidsbegrænsning samle så mange point som muligt ved at besøge selvvalgte poster. Denne form anvendes kun sjældent til konkurrencer, men ofte som en træningsvariant.
[redigér] Punktorientering
I denne disciplin vendes opgaven så at sige på hovedet: Deltagerne drager afsted med et kort uden indtegnede poster og følger en markeret rute gennem terrænet. Ved poster skal deltagerne markere disses placering på eget kort med en knappenål. Der tillægges straftid efter antal fejl-millimeter. Denne form anvendes oftest som en træningsvariant.
[redigér] Kort-husk
Løberne gennemfører løbet uden kort; ved hver post er der et kort (eller kortudsnit), som viser placeringen af næste post. Deltagerne skal så huske nødvendige detaljer frem til næste post. Denne form anvendes oftest som en træningsvariant.
[redigér] Kurveløb
Kurveløb gennemføres med specialkort, som kun indeholder højdekurver, men ellers som normale løb. Denne form anvendes oftest som en træningsvariant.
[redigér] Orientering som pc-spil
I stil med mange andre computerspil er der også udviklet 3-D-computerspil, hvor man simulerer et orienteringsløb gennem et skovterræn. Her kan man enten konkurrere med sig selv på indlagte baner, eller man kan deltage i online-turneringer mod andre løbere, der er på nettet samtidigt med en selv.
Skove og baner kan være bygget over både virkelige og fiktive terræner, der via kort er omsat til 3-D-grafik. På den måde kan man f.eks. få lov til at udfordre sig selv på de baner som elite-løberne har brugt til tidligere verdensmesterskaber.
[redigér] Organisation
[redigér] Internationalt
Det Internationale Orienterings Forbund (IOF) blev stiftet i 1961 i Danmark. I dag har organisationen tilknyttet godt 60 nationale orienteringsforbund.
IOF har nedsat en række kommissioner, der udstikker retningslinier for de forskellige typer af orienteringsløb (til fods, på ski, præcisions-orientering og mountainbike-orientering). Herunder styrer IOF også verdensranglisten, udstikker retningslinier for afholdelse af Verdensmesterskaber og World Cup i de forskellige discipliner.
Endeligt udstikker IOF også retningslinier for f.eks. kort-signaturer for o-kort.
Orienteringsløb er anerkendt som en olympisk idrætsgren, men har endnu ikke været på det officielle program.
[redigér] Nationalt
I Danmark er orienteringssporten hovedsageligt organiseret i Dansk Orienterings-Forbund, der har ca. 6.000 medlemmer. Der er ca. 90 registrerede orienteringsklubber i Danmark, der typisk har 100-200 medlemmer.
Dansk Orienterings-Forbund blev stiftet 3. december 1950. Forbundet står for afvikling af DM i fod-orienteringsløb, præcisionsorientering og mountainbike-orientering, mens DM i ski-orienteringsløb afvikles af Dansk Skiforbund.
Der arrangeres dog også en del orienteringsløb i spejderbevægelsen og militæret.
[redigér] Kilder
[redigér] Historie
- Dansk Orienterings-Forbund: "Jubilæumsskrift 2000
- Svenska Orienteringsförbundet: "Milstolpar i utvecklingen
- Norges Orienteringsforbund "Om NOF" (Inklusive historiske datoer)
[redigér] Kortteknik og banelægning
- Dansk Orienterings-Forbund: Den officielle signaturforklaring til orienteringskort
- Internationale Orienteering Federation: Den internationale standard for postbeskrivelser
[redigér] Eksterne kilder/henvisninger
- Dansk Orienterings-Forbunds hjemmeside
- Dansk Orienterings-Forbund, klubber - Dansk Orienterings-Forbunds oversigt over klubber i Danmark
- Orientering.dk - Dansk forum for orienteringsløbere
- WOC 2006 - Den officielle hjemmeside for World Orienteering Championships 2006 (Verdensmesterskaberne i orientering 2006), som afholdes i Danmark i sommeren 2006 i skovområder ved Silkeborg og Århus.
