Ebooks, Audobooks and Classical Music from Liber Liber
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z





Web - Amazon

We provide Linux to the World


We support WINRAR [What is this] - [Download .exe file(s) for Windows]

CLASSICISTRANIERI HOME PAGE - YOUTUBE CHANNEL
SITEMAP
Audiobooks by Valerio Di Stefano: Single Download - Complete Download [TAR] [WIM] [ZIP] [RAR] - Alphabetical Download  [TAR] [WIM] [ZIP] [RAR] - Download Instructions

Make a donation: IBAN: IT36M0708677020000000008016 - BIC/SWIFT:  ICRAITRRU60 - VALERIO DI STEFANO or
Privacy Policy Cookie Policy Terms and Conditions
Marokkos historie - Wikipedia

Marokkos historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Formatering
Denne artikel bør formateres som det anbefales i Wikipedias retningslinjer
Sammenskrivningsforslag
Denne artikel er foreslået skrevet ind i artiklen Marokko.   (Diskutér forslaget)

Landet er langs sin 800 km lange kyst åbent overfor Atlanterhavets påvirkning. I det bjergrige østlige Marokko strækker bjergkæderne Atlas og Rif sig fra syd til nord. De er dækket af sparsom bevoksning. Her bor berberfolket, der er nomader. På sletten ved foden af bjergene dyrkes der citrusfrugter, grøntsager og forskellige kornsorter. På de vestlige bjergskråninger findes en udbredt kvægdrift samt miner rige på fosfat, zink og bly. På sletten ud mod kysten dyrkes druer og citrusfrugter. Fiskevandene er rige, men udnyttes overvejende af udenlandske fiskeflåder. Jorderosionen er en konsekvens af forskellige faktorer, herunder ekspansionen af landbrug ind på marginale jorde, overgræsningen af græsgangene som følge af overskuddet af dyr, ødelæggelsen af vegetationen ifbm. indsamlingen af brænde og omdannelsen af skovområder til opdyrket land. Der er taget nogle initiativer for at vende denne proces, overvejende ved plantning af ny skov.

Folket: Arabere (70%) og berbere (30%).

Religion: Den overvejende del af befolkningen er muslimsk (98,7%), de fleste sunni-muslimer. Endvidere kristne (1,1%), jøder (0,2%).

Sprog: Arabisk (officielt sprog). Berberisk, fransk og spansk tales også.

Politiske partier: Uafhængighedspartiet (Istiqlal) grundlagt i 1943, Den forfatningsmæssige Union (UC) oprettet i 1983, De folkelige kræfters socialistiske Union (USFP), Den nationale union af Uafhængige (RNI), Den folkelige berberiske Bevægelse, De folkelige kræfters nationale Union (UNFP), Partiet for fremskridt og Socialisme.

Sociale organisationer: Den nationale sammenslutning af marokkanske Arbejdere (UGTM), Den marokkanske Arbejderunion, Den demokratiske Arbejderkonføderation.

Officielt navn: Al Mamlaka al-Maghrebiya.

Administrativ inddeling: 30 provinser og 2 kommuner: Casablanca og Rabat.

Hovedstad: Rabat, 1.453.000 indb. (1999).

Andre vigtige byer: Casablanca (Dar-el-Beida), 3.292.100 indb.; Marrakech, 736.500 indb.; Fez, 900.900 indb. (2000).

Regering: Sayyidi Muhammad VI ibn al-Hasan, konge siden 23. juli 1999. Driss Jettou, premierminister siden oktober 2002. En forfatningsreform vedtaget i september 1996 banede for første gang vejen for en to-kammers lovgivende forsamling. Underhuset - Majlis an-Nawwab - med 325 medlemmer vælges ved direkte valg hvert 5. år og har ansvaret for vedtagelse af lovgivning. Overhuset - Majlis ash-Shura - med 270 medlemmer vælges ved indirekte valg og har konsultativ karakter.

Nationaldag: 2. marts, uafhængighed fra Frankrig (1956)

Væbnede styrker: 194.000 soldater (1996)

Paramilitære styrker: 40.000 kongelige gendarmer, 10.000 hjælpestyrker


Blandt de nordafrikanske imperier der gennem århundreder dominerede den iberiske halvø, indtog Marokko pga. sin geografiske placering en hegemonistisk position - placeret mellem Europa og på den anden side handelsruterne gennem Sahara. Selvom Fez og Marrakech ikke havde samme intellektuelle gennemslagskraft som Cairo, blev deres politiske indflydelse mærket så langt væk som i Timbuktu og Valencia. De nære forbindelser til Spanien var under epoken med kalifstyre i Córdoba kulturelt stærkt berigende, men i slutningen af generobringen af den iberiske halvø havde de stærkt negative konsekvenser for Marokko. Krigen førtes over på det afrikanske kontinent, hvor spanierne erobrede fæstningsværker ud til Middelhavet: Ceuta i 1415, Tánger i 1471 og Melilla i 1497. Den europæiske flådekontrol afskar for Marokko Middelhavet fra Atlanterhavet og førte til et drastisk fald i handelsaktiviteten.

Til forskel fra Algeriet og Tunesien blev Marokko aldrig formelt indlemmet i det Osmanniske imperium, men drog dog fordel af tilstedeværelsen af de tyrkiske tropper i regionen, der udgjorde en bremse for den spanske ekspansion. Den skrøbelige ligevægt gjorde det muligt for sultanerne at bevare deres uafhængighed helt frem til det 20. århundrede. I overensstemmelse med sin politik for økonomisk infiltration havde Frankrig tiltvunget sig kontrol over kongedømmets finanser for på denne måde at administrere udlandsgælden, samtidig med at det lå i konflikt med Tyskland om den politiske hegemoni i regionen. En aftale med Spanien omkring grænserne for spansk Sahara samt aftaler med sultan Muley Hafid for at denne skulle ende sin støtte til rebellerne i Sahara bidrog til sikring af de franske mål: En inddæmning af Tyskland. En aftale i 1912 mellem Frankrig, Spanien og Storbritannien gjorde landet til fransk protektorat og delte det op: Spanien fik Rifregionen i nord - herunder enklaverne Ceuta og Melilla - samt i syd Ifni og Sahara. England opnåede en aftale med franskmændene omkring Egypten og Sudan. Tanger blev erklæret for international frihavn, og sultanen blev gjort til en kransekagefigur.

De spansk kontrollerede zoner blev hurtigt tilholdssted for nationalister, der var utilfredse med den europæiske dominans. Det var i disse zoner, at berberoprøret i 1921 startede under ledelse af emiren Abdel Krim (Abd-al-Karim al-Khattab). Med støtte fra 3. Internationale og den panislamiske bevægelse erklærede han oprettelsen af Republikken af de forenede stammer i Rif, bragte stammerne i det indre af landet i oprør og satte spanierne i defensiven. Franskmændene intervenerede, hvilket blot udvidede oprøret til hele landet, men først i 1926 lykkedes det franskmændene at tvinge emiren fra magten.

I området i syd var den spanske kontrol stort set kun formel, da franskmændene pressede på for at få standset områdets status af «tilholdssted» for rebelske flygtninge fra Algeriet, Marokko, Sahara og Mauretanien.

Under 2. verdenskrig foregik der en konstant nationalistisk agitation, og kravet om befrielse blev så påtrængende, at selveste sultanen Mohamed V gjorde sig til talsmand for kravet. For at berolige folket overvejede Frankrig at gå så langt som til rehabilitere den gamle emir Abdel Krim, der var sendt i eksil på Réunion. Den gamle kæmper benyttede sig af en mellemlanding i Egypten til at flygte fra skibet og søge tilflugt i Cairo, hvor han døde i 1963. Den stigende spænding i landet førte til, at Frankrig i 1953 fjernede Mohamed V fra tronen, men dette skridt bidrog blot til yderligere at radikalisere den nationalistiske bevægelse, der indledte væbnet kamp. Det folkelige pres banede i sidste ende vejen for sultanens tilbagevenden til tronen. I 1956 blev franskmændene tvunget til at anerkende Marokkos fuldstændige selvstændighed.

Den 7. april 1956 genindlemmede Marokko Melilla, Tánger og den «specielle zone» i Ceuta i sit territorium, men havnene i de 2 byer er fortsat i dag under spansk kontrol. Ifni enklaven blev leveret tilbage til Marokko i 1969.

Mohammed V's intention var «at gå langsomt frem» med moderniseringen af landets økonomiske og politiske institutioner. Mens hans søn - Hassan II - der efterfulgte faderen ved dennes død havde mere konservative ideer. Hans teokratiske regime - hans familie nedstammende fra profeten Muhammed - og et magtsystem baseret på tjenester og pligter i bedste paternalistiske stil, hindrede udviklingen af et autentisk nationalt borgerskab. Samtidig opmuntrede kongen udenlandske investeringer - især franske - til udbytningen af landets rigdomme.

Hassan tøvede ikke med i 1965 at beordre Ben Barka dræbt. Han var leder af det stærke oppositionsparti, De folkelige kræfters nationale Union (UNFP), der krævede at der skulle gennemføres et økonomisk og socialt program til fordel for folkeflertallet af arbejdere og bønder.

Forsvindingen af Ben Barka i Paris blev fulgt op af brutal repression mod de folkelige kræfter. UNFP blev splittet, og den tendens der fastholdt Ben Barkas idealer blev tvunget til at operere under jorden, mens gruppen ledet af Abderrahim Buabid tog navneforandring til Den socialistiske Union, men forrådte samtidig sine principper for at kunne tage plads som minoritetsparti i parlamentet. Partiet Istiqlal konverterede sin oprindelige antikolonialisme til højrefløjs nationalisme og ekspansionisme. Det støttede kong Hassans projekt for dannelsen af et stor-Marokko gennem anneksionen af Vestsahara og om muligt Mauretanien.

Modsætningerne i det marokkanske samfund tog til, da kong Hassan i 1975 besatte Vestsahara og indledte en krig, der har ført til store politiske forandringer i Nordafrika.

Omkostningerne ved krigen, faldet i fosfatpriserne på verdensmarkedet samt den mistede støtte fra Saudi Arabien da kong Hassan støttede Camp David fredsaftalen mellem Egypten og Israel, var alle faktorer der bidrog til skærpelse af den økonomiske krise. De politiske konsekvenser af krisen lod ikke vente på sig. 1979 var kendetegnet ved store studenter- og arbejderdemonstrationer. Det var samtidig et hårdt slag for regeringen, at Mauretanien i august 1979 trak sig ud af krigen om Sahara. Marokko måtte nu bære eneansvaret for krigens fortsættelse.

Tørken i 1980 og 81 førte til mangel på fødevarer og tvang regeringen til at importere disse, hvilket øgede landets udlandsgæld til et helt utåleligt niveau. IMF kom regeringen til undsætning med hastelån, men stillede samtidig krav om, at regeringen skulle fjerne subsidier til fødevarer og boliger. Det gjorde livet endnu vanskeligere for arbejderklassen. De ambitiøse planer for økonomisk udvikling kom i krise, og «eksporten af arbejdsløsheden» blev begrænset af de restriktioner Frankrig indførte mod indvandringen af emigranter.

Krisen blev yderligere uddybet, da en række moderate oppositionspartier brød den politiske våbenhvile. De folkelige kræfters socialistiske Union (USFP) indledte demonstrationer vendt mod regeringen. Denne undertrykte voldsomt protesterne i Casablanca i juni 1981. De kostede ifølge de officielle oplysninger 60 dræbte - ifølge oppositionen 637. 2.000 personer blev fængslet. Den såkaldte massakre i Casablanca markerede det endelige brud mellem kongen og de resterende partier på venstrefløjen, der ikke ønskede at fortsætte med at betale den høje pris for krigen i Sahara: Over en 1 million dollars dagligt.

Med stagnationen i krigsførelsen fremkom der i starten af 1983 tegn på interne modsætninger i hæren. Den militære krise blev offentlig med mordet på general Ahmed Dlimi, øverstkommanderende for de kongelige væbnede styrker, der døde under mystiske omstændigheder efter at have haft kontakter i Europa mhp. afslutning af krigen i Sahara.

Den 10. juni 1983 gik marokkanerne til stemmeurnerne for at vælge 15.492 byrådsmedlemmer i hele landet. Ifølge de internationale valgobservatører var optællingstallene fra regeringen manipulerede. Oppositionen på venstrefløjen kritiserede svindlen og beskyldte kong Hassan II for at se bort fra den folkelige vilje.

I 1984 blev den Demokratiske Arabiske Saharaui Republik (RASD) optaget som medlem i den afrikanske enhedsorganisation OAU. Marokko svarede med at trække sig ud af OAU. RASD var blevet proklameret af partisaner fra Frente Polisario i det tidligere spansk Sahara i 1976.

Som øverste religiøse repræsentant begyndte den marokkanske konge at bekymre sig over fremkomsten af nye islamiske strømninger, der er i ekspansion over hele den arabiske verden. Af denne årsag øgede kong Hassan de administrative virkemidler for at styrke magten blandt ulemas' og andre religiøse repræsentanter.

I 1987 foreslog den marokkanske monark den spanske kong Juan Carlos, at begge landes regeringer nedsatte en «analysegruppe» for undersøge Ceuta og Melillas fremtid. Men forslaget blev ikke positivt modtaget i Spanien, der insisterede på den spanske tilstedeværelses «historiske karakter» i Ceuta og Melilla.

Efter 12 års spændinger genetablerede Marokko og Algeriet i maj 1988 diplomatiske forbindelser, takket være mægling fra Saudi Arabien og Tunesien. Baggrunden for afbrydelsen af relationerne havde været krigen i Sahara, hvor Algeriet åbent fra starten støttede saharaui nationalisterne. Tilnærmelsen mellem de lande muliggjorde bygningen af en gasledning, der forener begge lande med Europa over Gibraltarstrædet. Et fælles Algiersk-Marokkansk selskab med hovedsæde i Rabat blev fra 1995 gjort ansvarlig for transporten af 10-15 milliarder m3 algiersk gas årligt.

Dag for dag øges antallet af arbejdsløse i Marokko. Årligt forlader 1 million mennesker landdistrikterne og flytter ind til byen, hvilket drastisk har forværret boligsituationen, vandforsyningen, renovationen og andre serviceydelser. Dette øger atter emigrationen mod Europa. Alene i oktober 1992 blev 800 marokkanere arresteret i Tarifa i det sydlige Spanien, da de illegalt forsøgte at komme ind i landet.

I 1992 fandt der en drastisk «tilpasning» af økonomien sted. Statsunderskuddet var blevet reduceret fra 10% af budgettet i 80'erne til 3,2% i 92. Handelsbalancen kom i ligevægt og valutareserverne blev øget.

FN's internationale kontor for kontrol med Narkotika har kritiseret, at mange bønder i lande som Marokko er begyndt at dyrke opiumsvalmuer og coca, der er råvarer for produktionen af henholdsvis heroin og kokain.

Tilnærmelsen i Sahara mellem Algeriet og Marokko åbnede op for forsøg på en forhandlingsløsning på konflikten med udgangspunkt i en folkeafstemning under FN's kontrol, i hvilken Vestsaharas befolkning skulle vælge mellem selvstændighed eller indlemmelse i Marokko. Men den marokkanske regering har siden forhalet processen i tillid til befrielsesbevægelsen Polisarios endelige sammenbrud.

Tortur og forvindinger er hverdag for ikke blot befolkningen i Saharui, men også for den marokkanske befolkning. Nubier Amauí der er generalsekretær for den Demokratiske Arbejderføderation blev idømt 2 års fængsel for bagtalelse af den marokkanske regering. Han blev løsladt flere måneder senere efter oppositionens sejr i parlamentet. Den marokkanske menneskerettighedsorganisation rapporterede i 1993 om eksistensen af 750 politiske fanger.

Kong Hassan udskiftede i august 1992 premierminister Azedine Larakis regering og udpegede en ny ledet af Mohamed Karim Lamrani, der var regeringsleder i perioden 1971-83. Regeringen udskrev folkeafstemning om en ny forfatning, der gav øgede beføjelser til parlamentet. Under alle omstændigheder har kongen retten til at udpege premierministeren.

Ved det første valg efter forfatningsændringen i juni 1993 vandt oppositionen 99 ud af de 222 pladser mod regeringspartiets 74. To måneder senere i Casablanca indviede kong Hassan under spektakulære former en af verdens største moskeer. Den havde kostet 536 mio. dollars at bygge.

Trods forfatningsændringen var kongens politiske indflydelse stadig enorm, og i maj 1994 udpegede han et af sine familiemedlemmer til premierminister, Abd al-Latif Filali . I august kom kongen med en overraskende opfordring til «integration af det berberiske sprog og kultur i det nationale liv».

Landets økonomiske situation forværredes brat i 1995, da udebleven regn reducerede høsten til en sjettedel af, hvad den var året før. Bruttonationalproduktet der var vokset med 12% i 1994 faldt 4% i 95. Efter vanskelige forhandlinger undertegnede Marokko og EU i november en ny samarbejdsaftale.

Regeringen offentliggjorde i starten af 1996, at den ville sætte en række reformer af forfatningen til folkeafstemning. Forandringen gik grundlæggende ud på at danne et lovgivende tokammersystem og blev vedtaget i september. Kongen bevarer retten til opløsning af kamrene. Privatiseringerne fortsatte med salget af nogle offentlige virksomheder.

I september 1997 indgik Marokko og Polisario en aftale om genoplivning af fredsplanen for Vestsahara, udveksling af fanger, løsladelse af politisk tilbageholdte, tilladelse til tilbagevenden af flygtninge og indkvartering af tropperne. Endvidere fastlagde aftalen afholdelse af en folkeafstemning om Vestsaharas fremtid - selvbestemmelse eller indlemmelse i Marokko.

Ved valget i november 1997 vandt en koalition bestående af 4 oppositionspartier 102 af parlamentets 325 pladser. Koalitionen rummede bl.a. De folkelige kræfters socialistiske Union (USFP), der tegnede sig for 57 pladser og Uafhængighedspartiet med 32. Højrealliancen Wifaq der støtter regeringen fik 100, iberegnet Den forfatningsmæssige Union (UC) med 50. Regeringens centrumsalliancepartnere fik 97 pladser iberegnet Den nationale union af Uafhængige med 46. Dette gav regeringen en bred parlamentarisk opbakning.

I februar 1998 udpegede kong Hassan lederen af USFP, Abderrahmane El Youssoufi, til premierminister og i marts udnævnte han den nye regering. I marts 1999 og efter flere udsættelser anmodede regeringen endnu en gang FN om udsættelse af den planlagte folkeafstemning i december. De marokkanske myndigheder foreslog marts 2000 som ny dato. Men efter at have studeret situationen og uoverensstemmelserne mellem regeringen og Polisario i Vestsahara, besluttede FN's generalsekretær at udsætte afstemningen til et ikke fastlagt tidspunkt inden 2002. Datoen havde oprindelig været fastlagt til 1991, men var hver gang blevet udsat.

Hassan II's død i juni 1999 og hans søn Mohammed VI's overtagelse af tronen medførte store politiske forandringer i landet. Den nye konges første handling var benådningen af omkring 800 politiske fanger. I en TV transmitteret tale i august forpligtigede kongen sig til at bekæmpe den sociale ulighed, volden i hjemmene, arbejdsløsheden og flugten fra landområderne. Polisario hilste kongens første politiske tiltag velkommen og specielt beslutningen om at fremskynde folkeafstemningen om Vestsaharas fremtid. I november fremsatte Mohammed VI forslag om en slags selvstyre i det besatte område.

Samme måned afsatte han indenrigsminister Driss Basri, der i næsten 20 år havde bevaret sin post gennem skiftende regeringer. Under festligholdelsen af Ramadan i januar 2000 bekendtgjorde kongen løsladelsen af yderligere 2000 politiske fanger. I marts udløste forslag fra regeringen om større rettigheder til kvinderne både støtte- og moddemonstrationer. Med lovforslaget ville polygami blive forbudt, ægteskabsalderen for kvinder ville blive forhøjet fra 14 til 18 år, kvinden ville blive tilkendt halvdelen af værdierne ved en skilsmisse, og denne skulle overvåges af en dommer, og ikke som i dag udelukkende efter mandens for godt befindende.

I august offentliggjorde kongen fundet af store gas- og olieforekomster ved landets østlige grænse. Nogle uafhængige medier vurderede, at der kunne være tale om 20.000 millioner tønder olie.

Iflg. en rapport fra det marokkanske fængselsvæsen publiceret i maj 2001 er landets fængselsvæsen præget af korruption, vold, sygdomme og overgreb mod børn, hvoraf mange er under 12 år. Samtidig er de 44 fængsler notorisk overbefolkede og de sanitære forhold leder tanken hen på tidligere historiske perioder. De huser 80.000 fanger, men er kun bygget til halvdelen. Iflg. rapporten er den eneste mad de indsatte får den mad deres familier bringer efter først at have måttet bestikke fængselspersonalet.

Terroraktionen i New York 11. september 2001 medførte en forværring af forholdet til Spanien. Madrid strammede kontrollen i Ceuta og Melilla og krævede samtidig at Marokko gjorde mere for at begrænse strømmen af illegale flygtninge til Spanien. Kun få dage før Mohamed VI skulle indlede sit officielle besøg i Vestsahara, kaldte Marokko den 27. oktober sin ambassadør i Spanien hjem til konsultationer og aflyste et gensidigt topmøde der var planlagt til december.

Turismen faldt drastisk efter 11. september - især strømmen af turister fra USA. Myndigheder og indflydelsesrige personer i Fez samlede derfor i januar 2002 en delegation, der i april rejste til New York for at meddele den nordamerikanske offentlighed, at den ville blive budt varmt velkommen i Marokko.

Mohamed VI brød traditionen da han offentliggjorde nyheden om sit bryllup og navnet på den udkårne: Alma Bennan - en 24 årig ingeniør. Iflg. iagttagere var brylluppet tegn på modernisering af landet, og det forventes at kongens hustru vil skaffe landets kvinder en mere fremtrædende rolle i det offentlige liv.

I starten af 2003 genoptog Marokko de diplomatiske forbindelser med Spanien, der havde været afbrudt siden 2001.

Et terrorattentat i Casablanca i maj 2003 kostede 45 livet. Iflg. regeringskilder var terroristerne medlemmer af Sirat al-Mustaqim, der er en del af Salafiya-Jihadiya bevægelsen, men det var ikke muligt at fastslå, at al-Qaeda var indblandet. I forlængelse af terroraktionen vedtog Marokkos parlament meget vidtgående terrorlove, der udvider terror begrebet til at omfatte alle former for forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

I februar 2004 besluttede Frente Polisario ensidigt at løslade 100 marokkanske krigsfanger som en humanitær gestus og støtte til freden. Med løsladelsen var ialt 1743 fanger blevet løsladt af Polisario siden 2000.

Den 24. februar 2004 ramte et jordskælv den nordøstlige del af landet med en styrke på 6,5 på Richter skalaen. Dets epicentrum lå 15 km fra byen Alhucemas. Med 564 dræbte og 300 sårede var der tale om det blodigste jordskælv siden 1960, hvor et jordskælv ødelagde byen Agadir i landets sydvestlige del og kostede 12.000 mennesker livet.

[redigér] Kilde

Our "Network":

Project Gutenberg
https://gutenberg.classicistranieri.com

Encyclopaedia Britannica 1911
https://encyclopaediabritannica.classicistranieri.com

Librivox Audiobooks
https://librivox.classicistranieri.com

Linux Distributions
https://old.classicistranieri.com

Magnatune (MP3 Music)
https://magnatune.classicistranieri.com

Static Wikipedia (June 2008)
https://wikipedia.classicistranieri.com

Static Wikipedia (March 2008)
https://wikipedia2007.classicistranieri.com/mar2008/

Static Wikipedia (2007)
https://wikipedia2007.classicistranieri.com

Static Wikipedia (2006)
https://wikipedia2006.classicistranieri.com

Liber Liber
https://liberliber.classicistranieri.com

ZIM Files for Kiwix
https://zim.classicistranieri.com


Other Websites:

Bach - Goldberg Variations
https://www.goldbergvariations.org

Lazarillo de Tormes
https://www.lazarillodetormes.org

Madame Bovary
https://www.madamebovary.org

Il Fu Mattia Pascal
https://www.mattiapascal.it

The Voice in the Desert
https://www.thevoiceinthedesert.org

Confessione d'un amore fascista
https://www.amorefascista.it

Malinverno
https://www.malinverno.org

Debito formativo
https://www.debitoformativo.it

Adina Spire
https://www.adinaspire.com