Købstad
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En købstad var tidligere en by med særlige privilegier opnået i middelalderen ved stadsretslig eller kongelig - senere rent administrativ - indvirken. Disse privilegier indbefattede typisk handelsmonopol i et område, ret til egen administration (altså adskilt fra landets), ret til egen domstol, fritagelse for visse skatter og endelig fritagelse for militærtjeneste/værnepligt. Derudover kunne eksempelvis religionsfrihed (kendes bl.a. fra Fredericia) være en del af privilegiet.
Mange af privilegierne blev givet ved Købstadsforordning af 1422 som bl.a. gav faste regler for byernes selvsstyre. To borgmestre og 6 til 12 rådmænd, valgt mellem byens større handelsfolk, skulle have det daglige ansvar for kontrol med håndværk og handel samt påligne skat til kongen og by.[1]
I 16. og 17. århundrede valgte borgerskabet borgerskabet ofte 24 mænd til at bistå råd og borgmester, der fra 1600 blev kongevalgt, mens rådsvalg efter købstadsforordningen 1619 skulle bekræftes af kongen eller lensmanden. Senere fik borgerne øget kontrol med rådet gennem kæmnere og taksérborgere, der pålignede skatterne. Fra 1660 styredes købstæderne så af kongevalgte embedsmænd, magistrat. I de mindre købstæder dog kun af en byfoged. De tidligere 24 mænd bevaredes dog visse steder. Nogle købstæder fik i 1750 og resten i 1787 såkaldte eligerede borgere, der blev valgt, som rådgivere for magistraten.[2]
Efterhånden blev privilegierne udhulet af landets love. Handelsmonopolet blev eksempelvis reelt værdiløst ved næringsfrihedsloven fra 1847, der trådte i kraft til nytår 1862. Allerede høkerloven i 1856 havde svækket købstædernes særstilling væsentligt. Indtil 1920 bevarede de dog eneretten på handel i en mils afstand fra deres centrum.
Købstæder hørte normalt ikke under amtskommunen. Dette betød blandt andet at byen ikke deltog i amtsrådsvalg. Købstaden havde selv ansvaret for de opgaver som på landet hørte under amtsrådet. De bornholmske kæbstæder hørte dog under amtskommunen indtil 1959.
Ved kommunalreformen i 1970 ophævedes sondringen mellem købstadskommuner og landkommuner. Således har ingen af de 81 købstæder i dag nogen særstilling og betegnelsen købstad er således kun en historisk titel. [2]
I Slesvig fandtes en mellemform efter tysk forbillede kaldet flække, hvor visse rettigheder blev tildelt uden at byen opnåede fuld købstadsrettighed. Tilsvarende havde nogle byer i Danmark status af handelsplads som også kunne indebære nogle af de rettigheder der ellers var forbeholdt købstæder. I slutningen af 1960'erne fik en række købstæder efter sammenlægning med omliggende landkommuner Marstal-status hvorved de i nogle henseender blev anset som købstæder og i andre henseender som landkommuner.
I en del europæiske lande er der stadig en betydelig administrativ forskel på købstæder og landområder.
[redigér] Se også
[redigér] Eksterne kilder/henvisninger
- Købstædernes administration 1660-1970
- Svenska städer med stadsprivilegium
- Hansastad
- Hvad er en købstad? fra Præstøs hjemmeside.
[redigér] Fodnoter
- ↑ Side 98-99 i Danmarkshistoriens Hvem, Hvad og Hvornår, Politikens Forlag ISBN 87-567-6094-9
- ↑ 2,0 2,1 Bind 10 af Lademanns Leksikon, Lademanns Forlagsaktieselskab 1973
