Insulin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Insulin er et peptidhormon som regulerer kulhydraters metabolisme. Navnet insulin kommer af det latinske ord insula der betyder ø, og hormonet hedder sådan fordi det syntetiseres i de såkaldte beta-celler i bugspytkirtlens Langerhanske øer.

Insulin virker ved at binde sig til molekyler på celleoverflader, de såkaldte insulinreceptorer. Når insulin bindes til receptorerne øges transporten af glukose ind i cellen. Glukosetransporten ledsages af kalium-transport også ind i cellen.

Mennesker der har sukkersyge syntetiserer ikke selv insulin, og hvis de ikke får tilført insulin udefra, dør de i sidste ende af sult.

Fysiologisk set er insulin menneskets vigtigste anabole hormon.

[redigér] Insulinens historie

I 1889 opdagede Oskar Minkowski og Josef von Mering en sammenhæng mellem bugspytkirtlen og sukkersyge. De fjernede bugspytkirtlen fra en hund, og kunne derefter observere at den udviklede tegn på sukkersyge: højt indhold af sukker i blod og urin. Gentagne eksperimenter viste at man ved at fjerne bugspytkirtlen fremkaldte sukkersyge.

Insulin blev første gang anvendt på et menneske den 11. februar 1922.

Det var de canadiske læger Banting og Best, der året før havde haft succes med at isolere hormonet for første gang.

Siden er det blevet en livsnødvendig medicin for sukkersygepatienter.

[redigér] Insulins opbygning

Skematisk billede af to insulinmolekyler. Den blå A-kæde og den lyserøde B-kæde udgør en monomer, mens den grønne A-kæde og gule B-kæde udgør en anden. Tilsammen danner de en dimer. To zink-atomer (hvide kugler) er bundet til dimeren.

Insulin er et peptidhormon (og et protein), som er opbygget af to polypeptidkæder, der kaldes A-kæden og B-kæden. A-kæden består af 21 aminosyrer, mens B-kæden består af 30. De to kæder er kovalent forbundne via to disulfidbroer. Insulinmolekyler (monomerer) er ofte forbundne i aggregater af to (dimer), eller seks (hexamer) enkeltmolekyler. Insulin lagres i kroppen som hexamerer. Det er dog monomeren som er biologisk aktiv, og aggregaterne skal derfor nedbrydes til monomerer før insulinet kan binde sig til insulinreceptoren.

Selvom insulin er et ret lille protein har det en veldefineret tre-dimensionel struktur. A-kæden indeholder to alfa-helixer, der er bøjet ind imod hinanden så kæden danner et 'U'. B-kæden indeholder én alfa-helix, og en kort beta-streng.

[redigér] Insulins virkninger

- Glykogenese
- Nedsat glykolyse
- Nedsat glukoneogenese
- Lipogenese
- Nedsat lipolyse
- Proteinsyntese

Ovenstående medfører: lavere blodsukkerniveau og serum-Kalium, opbygning af depoter af glykogen og fedtvæv samt vedligeholdelse af muskel- og knoglevæv.