Infinitiv

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Infinitiv (lat. infinitivus modus 'ubestemt måde') = navnemåde, bøjningsform af verberne.

Infinitiv kan beskrives som et substantiveret verbum. Det kan stå som subjekt og objekt for andre verber (at slås er forkert, jeg ønsker at blive rig), og det kan, på dansk (men ikke f.eks. engelsk og latin), styres af præpositioner (han er forhippet på at rejse af sted).

På dansk bliver infinitiv normalt udstyret med småordet at (ofte udtalt [å]), undtagen efter de såkaldte modalverber (ville, kunne, skulle, burde, måtte). Der er egentlig tale om præpositionen ad. Engelsk og tysk bruger på samme måde præpositionen to / zu foran infinitiv, og de romanske sprog bruger præpositionen de.