Hvidhval

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Hvidhvalen (Delphinapterus leucas) er en Arktisk og sub-arktisk tandhval.

Indholdsfortegnelse 1 Taksonomi og udvikling 2 Fysisk beskrivelse 3 Distribution 4 Opførsel 5 Population og menneskelig interaktion 6 Pictures

[redigér] Taksonomi og udvikling

Hvidvales blev først beskrevet af Peter Simon Pallas i 1776. Den er medlem af Monodontidae familien sammen med Narhvalen.

De tidligste forfædre til hvidhvalen er de nu uddøde Denebola brachycephala, fra den sene Miocæne periode. Et enkelt fossil er fundet vest for Mexico, hvilket indikerer at familien engang trivede i varmere vande. Fossilernes historie indikerer også at i relativt nyere tidsperioder har hvidhvalernes leveområder tilpasset sig ismassernes, i forbindelse med istider.

[redigér] Fysisk beskrivelse

Denne sociale hval kan blive op til 5 meter lang, større end næsten alle delfinerne, men mindre end de fleste andre tandhvaler. Hannerne er typisk større end hunnerne - hannerne kan veje 1,5 ton og hunnerne omkring et ton. Nyfødte hvidhvaler er omtrent 1,5 meter lange og vejer 80 kg. Denne hval er umiskendelig når den er voksen: den er helt hvid og har ingen rygfinne. Hovedet er også ulig andre tandhvalers - dens melon er stor og nærmest moddelerbar. Hvidhvalen kan ændre formen på sin melon ved at puste luft omkring sine sinusser. Igen, ulig de fleste andre hvaler, er ryghvirvlerne i nakken ikke sammensvejset, hvilket giver dyret fleksibilitet til at dreje sit hovede.

Manglen på en rygfinne er afspejlet i slægtsnavnet for arten - apterus er Latin for "finneløs". Den evolutionære årsag til den manglende finne menes at være tilpasning til at svømme under is, eller holde på kropsvarmen.

Halefinnen bøjer længere fremad med alderen. Lufferne er brede og korte, hvilket gør dem næsten firkantede.

Hannerne bliver kønsmodne efter otte år, hunnerne efter fem. Hunner føder en enkelt kalv i foråret, efter 15 måneders graviditet. Unge Hvidhvaler er enfarvet mørkegrå. Den grå nuance bliver langsomt hvidere efterhånden som dyret modnes - og de opnår deres karakteristiske hvide farve efter syv år hos hunner, og ni år hos hanner. Amme perioden er omtrent to år. Parringsprocessen er ikke velkendt. Hvidhvaler bliver op til fyrre år gamle.

[redigér] Distribution

Hvidhvalen bevæger sig i Arktiske og sub-Arktiske vande fra 50° N til 80° N. I foråret bevæger hvidhvalerne sig til deres sommeområder, bugte, flodmundinger og andre smalle vandstykker. Disse sommerpladser er adskilte fra hinanden, og en mor vil typisk vende tilbage til samme sted år efter år. Efterhånden som deres sommerplads bliver indhyllet i is om efteråret, flytter hvidhvalerne væk for vinteren. De fleste rejser i retning af den fremmarchende ismur, og bliver tæt på kanten af den. Andre bliver under det til-isede område og overlever ved at finde åndehuller i isen. Hvidhvaler kan også finde luftlommer fanget under isen. Deres imponerende evne til at finde tynde slidser af åben vand, hvor isen dækker mere end 95% af havoverfladen er stadigvæk et mysterie og stor interesse for forskerne. Det er klart at deres biosonar spiller en rolle, og det er foreslået af hvidhvalerne kan sanse åbent vand med deres ekkolokation.

[redigér] Opførsel

Hvidhvaler er yderst sociale væsner. De bevæger sig i skoler der typisk indeholder dyr af samme køn og alder. Grupper af hanner kan indeholde hundreder af dyr. Mødre med kalve blander sig typisk i lidt mindre grupper. Når skolerne mødes, kan de indeholde tusinder af dyr. Dette kan repræsentere en betydelig mængde af den samlede Hvidhvals befolkning, og det er på disse tider at de er mest sårbare over for jagt.

Beluga skoler er ustabile, hvilket vil sige at Hvidhvaler går fra en skole til en anden. Medlemsskabet i én gruppe er sjældent permanent. Radio-sporing har vist at Hvidhvaler kan starte i én skole, og inden for et par dage kan være hundredvis af kilometer væk fra den. Det tætteste sociale bånd der knyttes mellem hvidhvaler er moder-kalv forholdet. Kalve vender ofte tilbage til det samme sommeropholdssted, som deres moder - nogen gange også efter de er fuldt voksne.

Hvidhvaler er langsomtsvømmende pattedyr, der primært lever af fisk. De spiser også blæksprutter og skaldyr. Jagt på havbunden foregår typisk ned til dybder på en 300 meter, men de kan dykke mindst dobbelt så dybt.

Hvidhvaler kan komme med en lang række vokaliseringer, inkl. klik, knirk, fløjt og et klokkelignende klang. En kendt forsker i området sammenligner en larmende Hvidhvals gruppe med en strygersektion i et orkester der er ved at varme op til en koncert. Forskere har optaget 50 forskellige lydtyper; de fleste inden for 0,1 til 12 kHz.

Deres hovedfjende fra naturens side er isbjørne, især når hvalerne bliver omringet og fanget af isen. Bjørnen slår en hval i hovedet med en pote, og trækker den efterfølgende op på isen for et festmåltid. Hvidhvaler er også små nok til at blive offer for en spækhugger.

[redigér] Population og menneskelig interaktion

Den globale population af hvidhvaler ligger i dag omkring 100.000. Selv om dette tal er meget højere end for visse andre tandhvaler, er det langt lavere end historisk, efter årtier med over-jagt.

På grund af deres forudsigelige migrationsruter og store samlinger, har Hvidhvaler været jagtet af indfødte Arktiske folk i århundreder. I mange områder fortsætter jagten også i dag, selv om jagten ikke formelt er lovlig. Det antages at nogle af grupperne aldrig vil komme sig. I disse områder er der intens dialog mellem Inuit befolkningerne og de nationale regeringer. Hvidhvalen har været listet som truet siden 1994.

Da hvidhvaler ofte opholder sig i flodmundinger, er menneskeskabt forurening et stort helbredsproblem. Tilfælde med kræft er stigende, og i nogle af områderne må lig af Hvidhvaler betragtes som giftigt affald. Det er ukendt hvilke langtids påvirkninger det får på arten.

Indirekte menneskelige forstyrrelser truer måske også arten. Mens nogle individer tolererer små skibe, flygter andre aktivt fra dem. Hvalsafarier efter Hvidhvaler er en stor og voksende aktivitet i nogle områder, hvilket kan stresse dyrene.

Hvidhvaler var en af de første hvalarter der blev taget ind til fangenskab. Den første Hvidhval blev vist i Barnum's Museum i New York i 1861. I dag er den fortsat en af de populære arter i fangenskab i Nord Amerika, Europa og Japan. Deres popularitet skyldes bl.a. deres farve samt mængden af ansigtsmimik de kan producere. De fleste hvidhvaler i akvarier er indfangede, men et avls program har dog haft en smule success.

Både den Amerikanske flåde og flåden fra det tidligere USSR har brugt specialtrænede Hvidhvaler til at fjerne miner i Artiske områder.

[redigér] Pictures

Gruppe af hvidhvaler	Hvidhvaler svømmer	Hvidhvaler nær ankerplads	Hvidhval i fangenskab spionkigger
Hvidhval mor og kalv kigger
			Fra Georgia Aquarium
Færøsk frimærke fra 1998