Histamin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Histamins kemiske struktur.

Histamin er et amin, der dannes i kroppen. Det virker som et hormon, der har indflydelse på dele af immunforsvaret og fordøjelsessystemet. Desuden virker stoffet som neurotransmitter, og det er det stof, som kroppen danner under overfølsomhedsreaktioner.

Indholdsfortegnelse

1 Dannelse og stofskifte
2 Opbevaring og frigivelse
3 Virkemåde
4 Søvnregulering
5 Histamin ubalancer
- 5.1 Virkninger på kønslivet
- 5.2 Andre virkninger
6 Se også
7 Eksterne links

[redigér] Dannelse og stofskifte

Kemisk set er histamin et 2-(4-imidazolyl)etylamin, og det kan beskrives med følgende data:

Massefylde= 111,15
Smeltepunkt= 86° C.
Bruttoformel: C₅H₉N₃
CAS-nummer: 51-45-6
Opløselighed: Opløseligt i vand og alkohol, men kun lidt æter

Histamin bliver dannet ved, at karboxylgruppen bliver fjernet fra aminosyren histidin. Det er en reaktion, der fremkaldes ved hjælp af enzymet L-histidindecarboxylase. Histamin er et hydrofilt amin, og når det først er dannet, bliver det enten oplagret eller hurtigt gjort inaktivt. Histamin nedbrydes af enzymerne histamin-N-metyltransferase og diaminoxidase, og man formoder, at det er bundet til et transportstof under flytning i kroppen. Visse former for madforgiftning skyldes omdannelse af histidin til histamin i fordærvede fødevarer. Det samme kan ske ved visse fermenteringsprocesser, sådan at surkål, cider, øl og vin kan kan indeholde farlige mængder af histamin i uheldigste fald.

[redigér] Opbevaring og frigivelse

Det meste af histaminet i vævene findes som korn i mastcellerne. Mastceller er særligt talrige omkring udsatte steder: næse, mund og fødder. Desuden findes de langs kroppens indre overflader (slimhinder) og ved blodkarrene. Histamin findes dog også i ikke-mastceller, særligt i hjernen, hvor de virker som signalstof. Endnu et sted, hvor histamin bliver opbevaret og frigjort fra, er de såkaldte enterokromaffin-lignende celler i mavesækken.

Mastcellernes vigtigste funktion er forbundet med immunforsvaret. Når disse celler er blevet påvirket af antistoffer, som har sat sig fast på deres membraner, går de små korn i stykker ved første kontakt med det rette antigen, og histaminet tømmed ud i vævet. Visse andre aminer, f.eks. morfin og tubocurarin, kan erstatte histaminet i kornene og tvinge det ud i vævene.

[redigér] Virkemåde

Histamin virker i kombination med nogle specielle receptorer på cellerne. Man har indtil videre fundet fire histaminreceptorer, som benævnes H1, H2, H3 og H4.

H1 receptorerne findes på den glatte muskulatur, slimhinderne og i centralnervesystemet. Ved aktivering med histamin fremkaldeer de karudvidelse, forsnævring af bronkierne, forøgelse af blokarrenes gennemtrængelighed, aktivering af den glatte muskulatur, smerte og kløe efter insektstik og ved overfølsomhed (høfeber). Det er også disse receptorer, som fremkalder transportsyge.
H2 receptorerne findes i bestemte celler i mavesækken, hvor de regulerer udskillelsen af mavesyre.
H3 receptorerne findes i hjernen, hvor de bevirker, at der sker en nedsat frigivelse af signalstofer som acetylcholin, norepinefrin og serotonin.
H4 receptorerne findes i knoglemarven, flere indre organer og i endetarmen, men deres rolle er endnu ukendt.

[redigér] Søvnregulering

Histamin frigives og virker som en neurotransmitter. De neuroner, der frigiver histamin, findes i den bagerste del af hypothalamus. Derfra strækker disse neuroner sig gennemhjernen og helt frem til hjernebarken i forhjernen. Man ved, at histaminet regulerer søvn, og derfor virkede de første antihistaminer (som blokerede H1-recepotorerne) også sløvende. Tilsvarende vil en ødelæggelse af de histaminudskillende neuroner eller en blokering af histamindannelsen gøre det svært at holde sig vågen. Omvendt vil H3-receptorerne, der selv frigiver mere histamin, vedligeholde den vågne tilstand.

Det er vist, at de histaminfrigivende neuroner er de mest afgørende for søvn/vågen mekanismen. De frigiver stoffet mget hurtigt under opvågning, mere langsomt under afslappelse og træthed, og de standser helt frigivelsen under både REM-søvn og almindelig søvn. Hos dyr har man konstateret, at disse neuroner afgiver histamin lige før dyret viser tegn på at vågne.

[redigér] Histamin ubalancer

Histapeni (mangel på histamin) og histadeli (overskud af histamin) kan fremkalde både nervemæssige og fysiske sygdomme.

[redigér] Virkninger på kønslivet

Forskning har vist, at histamin frigives fra mastceller i kønsdelene som et led i menneskers orgasme, og at histaminfrigivelse er forbundet med kvinders sexrødmen. Mænd med et højt indhold af histamin kan lide af for tidlig sædafgang.

[redigér] Andre virkninger

Histapeni (histaminmangel): mundbetændelse, hovedpine eller allergi, kraftig hårvækst på kroppen, storhedsvanvid, mistænksomhed, tankeforvirring, forfølgelsesvanvid, ringen for ørerne og unormal opfattelse af syns- og høreindtryk.
Histadeli (histaminoverskud): hyperaktivitet, manier, indre spændinger, hukommelsestab, fobier, kronisk depression, selvmordstanker, lav smertetærskel, højt stofskifte, slank kropsbygning, voldsomme svedeture, årstidsbestemte allergier, hyppige forkølelseer.