Geigertæller
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En geigertæller eller Geiger-Müllertæller bruges, når man skal måle radioaktivitet, da den er specielt egnet til at måle ioniserende stråling.
En geigertæller kan detektere alfapartikler (hurtige heliumkerner), betapartikler (hurtige elektroner) og gammafotoner, men ikke neutroner.
Selve sensoren er et Geiger-Müller-rør, der er et gas-fyldt rør, som kortvarigt leder electricitet, når en partikel eller strålingsfoton gør gassen ledende pga. ionisering. Instrumentet forstærker signalet og viser brugeren ioniseringsintensiteten, enten på et viserinstrument eller som en lydpuls for hver ionisering.
Hans Geiger udviklede geigertælleren i 1908 sammen med Ernest Rutherford. Denne tæller kunne kun detektere alfapartikler. I 1928 forbedrede Geiger og Walther Müller (en af Geigers PhD studerende) så rørets tæller kunne detektere alle former for ioniseriende stråling. Den nuværende version af Geigertælleren kaldes en halogentæller. Den blev opfundet i 1947 af Sidney H. Liebson (Phys. Rev. 72, 602–608 (1947)). Den har overgået de tidligere Geigertællere, fordi den holder meget længere og behøver mindre spænding.
Geiger-Müllertælleren anvendes indenfor kernefysik, geofysik (minedrift) og ved medicinsk terapi med isotoper.
