Den Amerikanske Revolution
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
 |
Formatering Denne artikel bør formateres som det anbefales i Wikipedias retningslinjer |
[redigér] Frihedskrigen
[redigér] George Washington
- Uddybende artikel: George Washington
George Washington er ofte blevet kaldt ”sit lands fader”. Han var en velhavende plantage ejer fra Virginia og født i 1732. Han blev general og havde kommandoen over ”Den Kontinentale Hær” under hele Revolutionen. Han havde et vanskeligt job. Som kommandør for Revolutionshæren måtte han optræne sine mænd til at slå de engelske soldater. Hidtil havde frivillige mænd opstillet som deltids soldater i deres koloniale milits. De tjente i korte perioder, når der var brug for dem. I august i 1776 havde han omkring 18.000 soldater. Den engelske general Howe havde 41.000 soldater. Den måned stødte de to sider sammen i New York City. Omkring 400 amerikanere blev dræbt eller såret og 1.200 taget til fange. Amerikaner blev tvunget væk, og New York blev under engelsk kommando i fire år. Efter at fredsaftalen med England var underskrevet i 1783, trak han sig tilbage til sit gods Mount Vernon for at leve og dø ”som en ærlig man på min egen farm”. I 1789 gik Washington modstræbende med til at blive De Forenede Staters første præsident, men han ville ikke have løn for det. Washington døde i 1799.
[redigér] Hvem kæmpede, og hvorfor?
Mange soldater sluttede sig til hæren, fordi de blev lovet gratis jord efter krigen. I starten ville de fleste stater ikke tillade sorte i hæren, men i 1775 deltog næsten 5000 i kampen for den amerikanske uafhængighed. Mange slaver blev lovet frihed, hvis de deltog. Kvinderne hjalp soldaterne ved at sy uniformer og tæpper, lave mad og passe de sårede.
[redigér] Skarpskytter
I sommeren 1775 kom 10 kompagnier af pelsjægere til George Washingtons lejr. Disse vilde mænd gik i mokkasiner og bar tomahawker. Bevæbnede med den berømte ”Kentucky riffel”, var de ifølge John Adams ”de bedste skarpskytter i verden”. En englænder rapporterede, at pelsjægernes skarpskytter ”rammer et spillekort 9 ud af 10 gange” på 135 meter.
Alle amerikanske soldater havde brug for følgende udstyr: En vandflaske, gevær, ammunitionstaske, krudthorn, kniv og hjelm.
[redigér] Minutmænd
Hver koloni havde en milits, en gruppe frivillige soldater. De blev kaldt minutmænd, fordi de forventes at være klar til kamp med ét minuts varsel.
[redigér] Vigtige slag i krigen
[redigér] 19. april 1775 krigen begynder ved Lexington og Concord
Det var Amerikas første alvorlige angreb på englænderne. Deres tab blev 73 døde og 200 sårede eller savnede. Amerikanerne mistede 49 mænd, og 44 blev meldt savnet.
Samme dag marcherede en deling af den britiske hær fra Boston, Massachusetts, ind i landet, i søgen efter våbenlagre og for at arrestere bestemte prominente lokale ledere. Ved Lexington mødte og derefter fyrede de våben af mod en gruppe lokale militsfolk, som havde samlet sig på byens tingsted. Senere på deres marchrute mødte hæren en meget større gruppe militsfolk ved en bro i Concord, og den blev tvunget tilbage. På vejen tilbage til Boston var de britiske soldater konstant udsat for snigangreb. Disse blodige træf kom efter 12 års eskalerende politisk konflikt mellem kolonierne og det britiske parlament og markerede begyndelsen på Den Amerikanske Revolution.
[redigér] 17. juni 1775 englænderne vinder ved Bunker Hill.
Da de engelske soldater var tilbage i Boston, belejrede de oprørske militsmænd veje og bakkedrag i byens udkant. Nu var englændernes eneste vej ud og ind af Boston, søvejen i maj måned 1775 ankom der forstærkninger fra England sammen med yderligere tre generaler, William Howe John Burgoyne og Henry Clinton. De overbeviste en Gage om nødvendigheden af, at han besatte bakkerne på den nærliggende Charlestown halvø, inden oprørerne opstillede kanoner på bakken, for at bombardere Boston. Men oprørerne afslørede endnu engang Gages plan. Den 16. juni indrettede de forsvarsværker på Bunker Hill og Breed’s Hill, før englænderne nåede at besætte området.
[redigér] 26. december 1777 amerikanerne vinder ved Princeton
Da den amerikanske kommandør, general Sir William Howe, erfarede, at hans hessiske lejetropper havde mistet Trenton i løbet af den sidste uge af året 1776, sendte han general Lord Charles Cornwallis for at prøve på at generobre byen. Den 2. januar konfronterede Cornwallis den amerikanske hær på 5.200 mand under general George Washington øst for Trenton. Men han udsatte et angreb indtil dagen efter. Samme nat førte Washington sine undertallige kontinentale tropper rundt om Cornwallis' venstre flanke for at falde over den britiske bagtrop ved Princeton, kommanderet af oberst Charles Mawhood. Om morgenen drev Washington fjenden tilbage mod New Brunswick. Britiske tab var omkring 400, inkl. fanger; de kontinentale mistede 40 dræbte eller sårede. Den udmanøvrerede Cornwallis gjorde omkring for at rykke frem mod Princeton, men Washington slap bort mod nord. Da amerikanerne indtog en stærk position i bjergene omkrig Morristown, beordrede Howe sine tropper tilbage til vinterkvarter. Washingtons lynangreb mod Trenton og Princeton havde befriet hele New Jersey med undtagelse af den østlige del. Kongressen vendte tilbage til Philadelphia fra Baltimore.
[redigér] 6. august 1777 englænderne vinder ved Bennington.
[redigér] 17. oktober 1777 amerikanerne vinder ved Saratoga
[redigér] 28. juni 1778 ingen vinder ved Monmouth
[redigér] 16. august 1780 englænderne vinder ved Camden
Med overgivelsen af Charleston, South Carolina, den 12. maj 1780 brød den amerikanske modstand i syden sammen, undtagen for guerillaoperationer udført af Andrew Pickens, Francis Marion og Thomas Sumter. Men om sommeren gav den amerikanske kongres general Horatio Gates til opgave at organisere en ny hær omkring en kerne på 900 kontinentale tropper afsendt af general George Washington fra hans base i New York. Gates tog kommandoen den 25. juli i North Carolina. Med 3.000 mand begyndte han en langsom march sydpå mod den britiske base ved Camden, South Carolina. Den 15. august indledte Gates en nattemarch til Sanders Creek, 11 km nord for Camden. I mørket stødte amerikanerne ind i den britiske hær under general Lord Charles Cornwallis, som var rykket nordpå for at møde Gates. Selvom briterne havde en mindre styrke (2.239 mand), gik de til angreb ved daggry. Rødjakkernes formelle fremrykning med påsatte bajonetter var for meget for de uerfarne amerikanske tropper. Militsen fra North Carolina under general Richard Caswell i midten flygtede bagud. På venstre flanke gik general Edward Stevens milits fra Virginia også i panik og flygtede mod nord. På højre side holdt de kontinentale tropper fra Delaware og Maryland, under general Baron de Kalb, stand i næsten en time før deres flanke blev omgået og knust mellem sammenløbende britiske kolonner. De kalb faldt med elleve sår. Blandt de kontinentale blev 650 dræbt eller taget til fange, mange af de sidstnævnte såret. Militstab udgjorde 100 dræbte eller sårede og 300 tilfangetagne. Britiske tab udgjorde kun 324. Da den flygtende amerikanske hær skyndte sig nordpå, blev den forfulgt af oberst Banastre Tarletons britiske kavaleri. Ved Fishing Creek, i South Carolina, indhentede Tarleton en flygtende gruppe på 700 mand under Sumter. Et pludseligt angreb den 18. august dræbte yderligere 150 amerikanere, mens yderligere 300 blev taget til fange. Dette tilbageslag gjorde det muligt for Cornwallis at invadere North Carolina. Det fuldbyrdede også Gates' undergang, som havde anført den 300 km lange flugt til Hillsboro, North Carolina. Sejrherren fra Saratoga mistede sin kommando efter at have lidt en af de største katastrofer i amerikansk militærhistorie ved Camden.
[redigér] 17. januar 1781 amerikanerne vinder ved Cowpens
[redigér] 6-19. oktober 1781 britisk overgivelse ved Yorktown
Slaget varede 14 dage. Ca. 600 engelske og 100 amerikanske soldater døde i kamp. Amerikanerne havde flest kanoner og meget tunge våben. En fransk styrke på 5.500 mænd var i juli 1780 ankommet til Amerika. Før dette tidspunkt havde franskmændenes deltagelse i krigen ikke haft nogen videre betydning. En fransk flådestyrke skulle sejle fra De vestindiske Øer for at blokere Chesapeake Bay. Samtidigt ville Washington og Rochambeau drage sydover for at afskære Cornwallis fra et tilbagetog over land. Planen virkede. Admiral de Grasse slog et britisk flådeangreb tilbage og blokerede bugten. Washington og Rochambeau mødtes ved Williamsburg i Virginia den 28. september.
Under Uafhængighedskrigen udkæmpedes mere end 12 større slag i kolonierne. over 25.000 amerikanske og 10.000 engelske soldater blev enten dræbt eller døde af sår, sygdom eller udmattelse.
[redigér] Det Amerikanske samfund
Den amerikanske revolution var i 13 kolonier fra Canada i nord til Florida i syd. I de 13 kolonier boede der i 1775 ca. 2,5 millioner. Selv om befolkningen var relativt lille, var den vokset meget hurtigt. I 1700 omkring 275.000; i år 1800 skulle den nå 5,3 millioner indbyggere.
Der var også 200.000 indianere, som boede i og omkring de 13 kolonier. De boede i deres egne områder og havde deres egen leder som kaldes en høvding.
[redigér] De 13 kolonier
Før revolutionen brød ud, havde de 13 engelske kolonier ikke megen forbindelse med hinanden udover, at de tit og ofte lå i strid med deres naboer, som de skændtes med om grænser og handel.
