Apotek
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Et apotek er en forretning der sælger og rådgiver om lægemidler til lægemiddelbrugerne, læger og andre.
[redigér] Apotekssystemet i Danmark
Apotekerne ejes af apotekere, der af Indenrigs- og Sundhedsministeriet har fået tilladelse til at drive et bestemt apotek. Der er ikke fri etableringsret, da ministeriet fastsætter hvor i landet der skal være et apotek, og skal give tilladelse hvis en apoteker ønsker at flytte sit apotek.
Apotekerne kan ikke selv fastsætte deres priser på lægemidlerne. Priserne fastsættes ved at lægemiddelproducenterne indsender deres priser til Lægemiddelstyrelsen, hvorefter der lægges en fast procentsats til. Procentsatsen udgør apotekernes avance.
Avancen forhandles jævnligt mellem Apotekerforeningen og Sundhedsministeriet med udgangspunkt i apotekernes gennemsnitlige overskud i kroner og ører.
Hver 14. dag udsender Lægemiddelstyrelsen den gældende prisliste, kaldet lægemiddeltaksten.
Der er i Danmark åbnet op for at andre butikker som materialister og supermarkeder kan forhandle visse håndkøbslægemidler under bestemte betingelser.