Advokat
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Advokat eller sagfører (i ældre tid også kaldet prokurator) betegner en jurist, der efter mindst tre år i praktisk juridisk virksomhed (som regel som advokatfuldmægtig) er blevet beskikket af justitsministeren til at føre sager for domstolene. Betingelserne for at blive advokat er fastsat i retsplejeloven, og det er også en forudsætning for at opnå advokatbestalling, at man har bestået en fuldmægtiguddannelse, der udbydes af Advokatsamfundet. Udover retssager er juridisk rådgivning en stor del af de fleste advokaters arbejde. Titlen er beskyttet, og personer, der ikke har fået beskikkelse som advokat, må ikke betegne sig sådan eller med en lignende betegnelse, der kan forveksles med advokat. Retsplejeloven angiver bødestraf for overtrædelse af dette.
Historisk var advokat i dets latinske form (advocatus) er en gammel betegnelse i forskellige kongelige danske love og forordninger fra middelalderen for den kongelige ombudsmand (embedsmand) eller overordnede øvrighed for større dele af landet, senere kaldet lensmand. Af advocatus opstod i tidernes løb ved sammentrækning det nordiske navn "foged", hvilket imidlertid temmelig hurtig fik en forandret betydning og brugtes om de af ombuds- eller lensmanden for de enkelte herreder benyttede, underordnede fuldmægtige, hvilket senere atter blev til herredsfogeder.
Senere fik betegnelsen advokat dens nuværende betydning. Særlig brugtes i Danmark benævnelsen advokat om de af kongen beskikkede sagførere ved Højesteret. Højesteretsadvokaterne var egentlige embedsmænd og måtte gøre indskud i enkekassen, men var dog ikke pensionsberettigede. Kun de var berettigede til at føre sager for andre ved Højesteret, men i øvrigt kunne de også gå i rette ved de underordnede domstole. Efter loven af 26. maj 1868 blev der imidlertid ikke længere udnævnt advokater ved Højesteret af kongen, hvorimod de fremtidige sagførere ved landets øverste domstol beskikkes af justitsministeren og fører navn af højesteretssagførere.
I 1959 blev betegnelsen sagfører afskaffet til fordel for advokat. De, som havde opnået titel af sagfører, landsretssagfører eller højesteretssagfører, kunne dog fortsat anvende denne titel.
Af de efter enevælden indførte særlige kongelige advokatembeder er generalfiskalens bortfaldet, mens kammeradvokatens kun besættes ved konstitution. Advocatus regius blev ved anordning af 31. marts 1755 ansat for "de vestindiske Ejlande", som det hedder, med det hverv at udføre alle sager, hvor det gælder kongens kasses tarv eller de kongelige interesser. Dette embede blev ligesom kammeradvokatens kun besat ved konstitution i koloniens sidste år.
I Norge kaldes ligeledes de sagførere, der har ret til at føre sager for Højesteret, advokater eller højesteretsadvokater. I det øvrige Europa bruges advokat almindeligvis som betegnelse for de sagførere, der optræder ved den offentlige og mundtlige hovedforhandling i civile og kriminelle sager. I Skotland, hvor for øvrigt så godt som alle procederende sagførere uden forskel fører navn af advocate (derimod ikke kontorsagførere, der kaldes for "solicitors"), findes en særlig Lord Advocate, der står i spidsen for hele den skotske advokatur eller sagførerstand. Han regnes med til ministeriet og skifter med dette og er i virkeligheden en slags statssekretær for Skotlands anliggender. I England, Wales, Nordirland og i republikken Irland kaldes procerende sagførere derimod ikke for advokater, men "barristers", idet de er medlemmer af en "bar" (advokatsamfund).
I Danmark er advokatgerningen almen, dvs. advokater kan udføre alle typer af opgaver indefor faget. Undertiden kan man dog sondre mellem procerende advokater og kontoradvokater. Den første kategori af advokater er kendetegnet ved ofte at give møde for domstolene og specialisere sig indenfor proces, retorik og argumentation, mens den anden type advokater ofte forestår forskellige former for handler og transaktioner eller yder rådgivning. Kammeradvokaten er den advokat, der fører flest sager for domstolene, eftersom han er statens faste advokat.
Advokater kan opnå forskellige møderet for forskellige domstole i Danmark. Som nybeskikket advokat har man kun møderet for byretterne, som er første instans i det danske retssystem. Derefter kan man opnå møderet for landsretterne. Dette kan være af betydning for sager, som ankes fra byreten til landsretten. For at få lov til det, skal man til en slags eksamen i landsretten (dette kaldes for en prøvesag) og overbevise dommerne om, at man er en god advokat. Advokater, der opnår møderet for landsretterne, kan skrive et (L) efter deres navn. Endelig kan en advokat opnå møderet for Højesteret, hvorefter advokaten kan skrive et (H) efter sit navn. Møderet for Højesteret er forbundet med sor prestige. For at få lov til det skal man inden for fem år møde mindst 10 gange op i landsretten. Som anført ovenfor blev sagførere, der havde opnået møderet for landsret, førhen kaldt for landsretssagførere, mens en advokat, der havde opnået møderet for Højesteret, kaldtes for en højesteretssagfører.
[redigér] Se også
[redigér] Ekstern henvisning
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. |
