Ærøs historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Rester af voldanlæg fra 1100-tallet nord for Søbygård

Ærøs historie kan føres tusinder af år tilbage. Der er fundet rester af 10.000 år gamle bosættelser. Øen har mange velbevarede fortidsminder, som langdysser, kæmpehøje og en jættestue ved Kragnæs.

1167 angreb venderne gang på gang det sydlige Danmark. På det tidspunkt havde Ærø imidlertid gode forsvarsværker som voldstedet ved Søbygård, det store nu totalt udslettede borganlæg ved Gråsten Nor og ved et tredie nor: Stokkeby Nor.

1232 kom øen under de brandenburske markgrever. Brandenburgerne anlagde byer i deres distrikter og sandsynligvis er det dem, der har anlagt Ærøskøbing i midten af 1200-tallet.
1315 ophørte Brandenburgertiden, da en af kongens riddere, Laurids Jonsen, fik øen.

Fra 1300-tallet og frem til 1864, var Ærø henholdsvis samlet og delt i en række enklaver, og store dele var i kongens privateje. I modsætning til krongods, der tilhørte den siddende konge, kunne dele af Ærø arves af slægtninge.

1629 ødelagde en brand store dele af Ærøskøbing.

1622 Hertug Christian havde sit eget flag mens han mellem 1622 og 1633 regerede Ærø. Den øverste gule og nederste røde farve var Hertug Christians egne farver - den grønne stribe i midten symboliserer den grønne ø. Man fandt flaget efter hans død i 1633. Flaget benyttes i nutiden som Ærøs flag. Det oprindelige flag var lavet af et kraftigt, uldent stof og målte 120 tommer x 117 tommer, hvilket svarer til 2,83 x 2,75 m.

1658-59 Ærøboerne led stor nød under de svenske besættelsestroppers plyndringer.

1750 blev øen, der var delt i flere hertugenklaver, samlet til en forvaltningsenhed. En mindesten ved Olde Mølle markerer samlingen. Ærø var indtil 1864 en del af hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland, som det også kaldes. Christian 4's fætter, Christian, var hertug over Ærø fra 1622 til 1633 og boede med sin samleverske Cathrine Griebels på herregården Gråsten. Ærø lå uden for det danske kongeriges toldmure, og der var skabt grundlag for et blomstrende smugleri, som var levevejen for en lang række ærøboer. Øen gårde lå samlet i landsbyerne og blev drevet efter uhensigtsmæssige metoder, der ikke kunne leve op til dem, der ellers blev anvendt rundt om i kongeriget. Bønderne havde lidt store tab under svenskekrigen.

1767 Ca. 1750 tønder land, blev drevet af de 4 ærøske godser gennem hoveripligt. Staten overtog jorden i 1767 og solgte jorden i småparceller på nær et par større gårde. Disse jordlodder kunne lejes af lokalbefolkningen, således at forstå at de blev solgt mod en årlig afgift - en form for afbetaling. 1767 blev godserne Gråsten og Voderup nedlagt og solgt, og gårdene nedrevet. Samme år nedbrændt godset Gudsgave, og jorden udstykkedes 1768. 1772 fulgte endelig Søbygård med.

1787 skænkede kongen samtlige øens fæstegårde til fæsterne som fri ejendom. De gunstige forhold for handel og søfart op mod århundredskiftet bevirkede fremgang for især Marstal og Ærøskøbing, der begge udvidede flåderne.

1850 var øens handelsflåde på fode igen efter de sløje år efter Napoleonkrigene.

1864 medførte Freden i Wien, at øen overførtes til kongeriget, og dermed blev forbindelserne med hertugdømmerne og Sønderjylland kappet, og hertugdømmerne blev udland. Den omfattende skibsfart i bunden af Østersøen led hermed et knæk. Dette stækkede imidlertid ikke øens søfart. Tværtimod blev blikket nu rettet udad, med større skibe.

1890 kulminerede Ærøs sejlskibsflåde med ca. 350 sejlskibe.

1914 1. Verdenskrig kostede 53 ærøske søfolk livet og 42 skibe forliste.

1918 Mellemkrigstiden var en bestandig kamp for at overleve. Sejlskibene blev fortrængt af dampskibene. Kun Newfoundlandsfarten var urentabel for dampskibene - her sejlede en stor del af de tre-og tomastede ærøske skonnerter med fiskeladninger ud fra den vidtstrakte Labradorkyst og Newfoundland.

1940 2. Verdenskrig kostede over 80 af øens søfarende livet, hovedsagelig fra Marstal og omegn.

2000 I nutidshistorien er kampen for overlevelse som udkantsområde et af de vigtigste elementer. Ærøboernes sammenhold i denne henseende kom specielt tydeligt til udtryk i år 2000, hvor en folkebevægelse fik reddet Marstal Navigationsskole fra lukning. Mere end en femtedel af den danske coasterflåde er i dag hjemmehørende på Ærø.