Torstenson-krigen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Torstenssonkrigen blev indledt 12. december 1643 med en total overrumpling af Danmark, da en svensk hær, ledet af den svenske general Lennart Torstensson, marcherede op i Holsten. I løbet af januar erobrede den uden besvær hele Jylland, hvor befolkningen led stærkt under plyndringer.
I februar 1644 rykkede svenske tropper under feltmarskal Gustav Horn ind i Skåne i den såkaldte Horns krig, hvori de under et meget brutalt felttog erobrede bl.a. Helsingborg og Landskrona, mens Malmø holdt stand.
Hollandske købmænd, der var stærkt utilfredse med den stigende Øresundstold, sendte en hjælpeflåde til svenskerne, men den blev fordrevet ved et slag ved Lister Dyb
1. juli ledede Christian 4. selv et søslag på Kolberger Heide mellem Femern og Kielerfjord. Det var under dette søslag, at kongen mistede synet på det ene øje, da en svensk kugle ramte en kanon på det danske flagskib Trefoldigheden. Slaget, som varede i ti timer, endte med en kneben dansk sejr.
Danmark fik hjælp af en kejserlig hær, der rykkede op i Jylland, men den blev hurtigt fordrevet af de svenske tropper. Til gengæld lykkedes det i august at drive de svenske tropper ud af Skåne.
13. oktober samme år led danskerne det endelige nederlag i et søslag mod en forenet svensk-nederlandsk flåde i farvandet mellem Lolland og Femern.
Ved Brömsebro-freden i 1645 måtte Danmark-Norge afstå Gotland og Øsel, de norske områder Jämtland og Härjedalen samt Halland for en periode af 30 år. Desuden blev Danmark tvunget til at nedsætte Øresundstolden og den norske told.
I Norge kaldes krigen for Hannibalfeiden, opkaldt efter Hannibal Sehested, der på det tidspunkt var statholder i landet, og som stod i spidsen for en stor udbygning af den norske hær.
