Sydstaterne
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Sydstaterne er en fælles betegnelse for de sydligste af USA’s stater, oprindeligt de stater, der lå syd for den såkaldte Mason-Dixon line.
I 1860 og 1861 løsrev en række af USA's stater sig fra Unionen. Disse stater blev i første omgang selvstændige, men hurtigt sluttede de sig sammen i organisationen Amerikas Konfødererede Stater, eller Confederate States of America, CSA.
South Carolina løsrev sig fra unionen som den første stat den 20. december 1860, og Mississippi, Georgia, Alabama, Louisiana, Florida, og Texas fulgte hurtigt efter. CSA blev etableret 1861 med Montgomery, Alabama som hovedstad, og med USA's tidligere krigsminister Jefferson Davis som præsident. Senere sluttede også Virginia, Arkansas og North Carolina sig til CSA.
Kort efter at Abraham Lincoln var blevet indsat som USA's præsident udbrød den amerikanske borgerkrig, der i den sidste ende førte til CSA's opløsning og medlemsstaternes genoptagelse i Unionen. Nogle hævder, at de omtalte stater aldrig havde stået uden for Unionen, fordi det ikke var muligt at løsrive sig rent juridisk, men kendsgerningen er, at CSA ophørte med at eksistere.
Men selv om borgerkrigen er slut, er der stadig ikke enighed med mellem nord og syd. Således er selve betegnelsen borgerkrig (civil war) en betegnelse, der hovedsagelig anvendes i nord, mens man i syd omtaler krigen som "krigen mellem staterne" (War between the States) eller "forsvaret mod nordens aggression" (Defense against Northern Aggression).
Det er typisk disse stater, som også i dag går under betegnelsen sydstaterne. Selv om der er stater længere mod vest, der ligger lige så sydligt som nogen af de nævnte, regnes de normalt ikke med til sydstaterne.
Betegnelsen "The Deep South" knyttes især til Louisiana, Mississippi og Alabama. Nogle medregner også Georgia og Tennessee i denne fællesbetegnelse. Florida regnes i dag ikke som en egentlig sydstat, selv om den geografisk er den sydligste af dem alle.
