Skt. Ambrosius

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Skt. Ambrosius, mosaik fra 400-tallet i kirken Sant'Ambrogio i Milano

Skt. Ambrosius, (Aurelius Ambrosius) el. Ambrosius af Milano (latin: Sanctus Ambrosius, italiensk: Sant'Ambrogio), født cirka 340 i Trier (i det nuværende Tyskland), død 4. april 397 i Milano, Italien, var biskop af Milano fra 374 til sin død. Han var en af de mest prominente kirkefolk i 4. årh. e.v.t. hvor kristendommen blev den dominerende religion i Romerriget, sammen med Augustin, Hieronymus og Gregor I hører han til de såkaldte kirkefædre. Blev efter sin død udnævnt til helgen med festdag 7. december. Ambrosius blev i 369 udnævnt til landshøvding (praefectus consulare) i Milano, men blev siden valgt som biskop.

[redigér] Levned

Ambrosius blev født ind i en romersk embedsfamilie, en legende fortæller at en bisværm landede på hans ansigt da han var spæd og efterlod en dråbe honning, hans far anså dette som et tegn på fremtidig veltalenhed. Han blev derfor uddannet i Rom for at kunne følge i sin fars fodspor, og han fik en vigtig stilling i Milano, som på det tidspunkt var Italiens anden hovedstad.

Kirken i Milano var som i størstedelen af kristenheden delt mellem trinitarerne og arianerne, og da biskoppen Auxentius døde i 372 upbrød der uroligheder mellem tilhængerne af de to gruperinger. Det var da Ambrosius' opgave som landshøvding at forhindre yderligere vold, så han mødte personligt frem. Et barn skal da have råbt ”Ambrosius er biskop”, og folkeskaren fulgte med. Ambrosius nægtede først da han ikke var døbt, men kejseren sanktionerede, og den 7. december 374 modtog han dåben sammen med sin præste- og bispevielse. Det er ikke usandsynligt at han allerede var kandidat, da han allerede var kendt for at sympatisere med trinitarernes sag samtidigt med at han gjorde visse indrømmelser overfor arianerne.

Skt. Ambrosuis, af Francisco de Zurbarán

Som biskop antog Ambrosius straks en asketisk livsstil, uddelte sine penge til de fattige og donerede sin ejendom til kirken, hans familie blev overladt i broderens varetægt. Han blev kendt for sin hårde kurs imod kættere, men fulgte in realiteten en pragmatisk kurs for at forhindre splittelse mellem de kristne. I stedet lagde han stor kraft i bestræbelserne på at udrydde den hedenske religion, og fik overtalt kejseren til at konfiskere de værdier den traditionelle statskult havde samlet i templerne.

Det var igennem Ambrosius' prædikener at Augustin blev omvendt til kristendommen.