Rådgivende provinsialstænderforsamlinger
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
De Rådgivende provinsialstænderforsamlinger i Danmark, blev oprettet ved en anordning af 28. maj 1831, som fastslog hovedlinierne. Man nedsatte et udvalg, og et lovudkast blev forelagt en forsamling af "oplyste og erfarne mænd". Den endelige anordning kom 15. maj 1834.
Baggrunden var tyske opfordringer til at de skulle indføres i Holsten , men også et generelt forsøg på at komme tidens demokratisk/revolutionære strømninger i forkøbet.
Der oprettedes 4 forsamlinger:
Kun grundejere (af en vis størelse) fik valgret, og valgretsalderen var 25 år, og valgbarhedsalderen var 30. Kongen udpegede 7 medlemmer til hver forsamling, der havde forskellig størrelse, - Østifternes var den største med 70 medlemmer, deriblandt repræsentanter for Island og Færøerne. Ialt var der kun 32.000 stemmeberettigede vælgere, eller 2,8% af befolkningen.
Man valgtes for 6 år ad gangen, og man samledes hvert andet år, således at 2 forsamlinger mødtes ad gangen.
Forsamlingerne fik ingen direkte indflydelse. Kongeloven forblev i kraft, men stænderforsamlingerne skulle have lovudkast til betænkning, og kunne stille forslag til nye love. Efter behandling i stænderforsamlingerne gik sagerne til videre behandling i kollegierne (nærmest: ministerierne). Kongen var ved hver stænderforsamling repræsenteret af en kongelig kommissarius. De Rådgivende provinsialstænderforsamlinger i kongeriget mødtes første gang i 1835 og sidste gang i 1848; I Hertugdømmerne fortsatte de fra 1853 til 1863, og de fik lovgivende magt i 1854.
De fik, takket være et seriøst arbejde, og trods den manglende magt, stor indflydelse på udviklingen i perioden.
[redigér] Kilder/henvisninger
- Statens arkiver
- Hagerups Illustrerede Konversationsleksikon 1924
