Pinsebevægelsen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Pinsebevægelsen er en verdensomspændende kristen vækkelsesbevægelse, der opstod i USA i starten af 1900-tallet og lægger stor vægt på en såkaldt "bibeltro" kristen lære og på såkaldte nådegaver, fx tungetale, helbredelse og profeti, som Helligånden menes at forlene de troende med. På dansk grund kendes pinsebevægelsen primært fra de to frikirkesamfund, Pinsekirken og Apostolsk Kirke.
[redigér] Historie
Den moderne pinsebevægelse opstod ved indgangen til det 20. århundrede i kølvandet på en serie andre vækkelsesbevægelser, der havde præget USA i løbet af 1800-tallet, særligt den såkaldte hellighedsbevægelse. Ved et bønnemøde i Kansas i 1901 begyndte Agnes Ozman pludselig at tale i tunger, hvilket blev set som et "bibelsk vidnesbyrd" på, at hun havde fået del i Helligåndens dåb. Med denne sammenkædning af "overnaturlige" evner og Helligåndens dåb tog pinsebevægelsen sin begyndelse.
Det egentlige gennembrud kom dog først i 1906 med den såkaldte Asuza Street-vækkelse, opkaldt efter den gade i Los Angeles, hvor den sorte prædikant William Seymour – der var blevet afskediget af sin tidligere kirke for at insistere på tungetalen – samlede en flok ligesindede og prædikede for dem, indtil de alle oplevede at tale i tunger. Denne vækkelse spredte sig og i løbet af kort tid blev menigheden mange gange større, idet folk kom rejsende fra videnom. Kirken sprang hurtigt sine fysiske rammer, og mange af møderne endte med at blive holdt udendørs. De hyppige mødter kendetegnedes ved deres spontane og ekstatiske natur og tiltrak folk fra mange forskellige samfundslag; usædvanligt for samtiden var, at sorte og hvide blandedes frit og at kvinder indtog ledende roller. Dette var noget helt nyt inden for mange af de gamle kirker, og Pinsevækkelsen mødte stor modstand. Azusa street kirken eksistere den dag i dag.
Oprindeligt var det ikke hensigten, at danne en ny kristen retning, men pinsebevægelsen mødte hurtigt modstand fra de etablerede kristne samfund. Derfor valgte man at bryde helt løs og dermed opstod det, der i dag kaldes pinsevækkelsen. Navnet refererer egentlig til den bibelske beretning om pinseunderet, hvor Jesu disciple på pinsedag blev fyldte af Helligånden:
"Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige." (Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 1-4)
I 1906 oplevede den norske metodistpræst Thomas Ball Barratt Helligåndens dåb i New York, og han bragte Pinsevækkelsen til Skandinavien. Også den svenske baptistpræst Lewi Petrus kom til at spille en stor rolle for Pinsevækkelsens udbredelse og videre udvikling på de nordlige breddegrader.
I Danmark vakte det særlig opsigt, da den store skuespillerinde Anna Larssen (senere gift Bjørner) oplevede Helligåndens dåb på et møde, som Barratt holdt i København 13. december 1908. Hun opgav efterfølgende sin karriere på Dagmarteatret i København og sluttede sig til pinsevækkelsen. Hun blev i en årrække dens mest markante fortaler i Danmark og var bl.a. med til at afholde møder på Trianglen i København, hvor mange mennesker blev omvendt og oplevede Helligåndes dåb.
Trods modstand bredte vækkelsen sig. Efter Barratts besøg startede Filadelfia-menigheden i 1908, men opløstes igen i 1926. Den næste danske pinsekirke dannedes i 1912 i Lyngby og bestod indtil 1993, hvor den indgik i Pinsekirken København. Den ældste pinsekirke i Danmark er Evangelieforsamlingen, dannet i september 1919.
Vækkelsen adskilte sig oprindeligt fra andre frikirker ved at lægge større vægt på de åndelige nådegaver. Heriblandt tungetale, som en stor del af pinsekirken ligger vægt på. Tungetale opfattes i pinsebevægelsen som en komunikationsform mellem menneskets ånd og Helligånden.
Tidligere - frem til 1950'erne - kaldtes medlemmerne også for læsere, idet man lægger stor vægt på daglig bibellæsning.
[redigér] I dag
Pinsevækkelsen er den hurtigste voksende gren af kristendommen i dag. På verdenplan regnes der med 300 til 500 millioner medlemmer. Det er den anden største gren af kristendommen. Vækkelsen spredte sig hurtigt lang ud over USA's grænser, og findes i dag, i alle dele af verden. Især i Asien vandt kirken stor tilstrømning, hvor verdens største kirke og Pinsekirke også ligger med 750.000 medlemmer. Pinsevækkelsen er kendt for at hver kirke styre sig selv. Der er ikke noget centralt organ som kirken er samlet omkring, men hver menighed styrer sig selv. Dette sker normalt med Ældsterådet, som er et råd bestående af medlemmer fra menigheden, og forstanderden/præsten. Dette svare til et Menighedsråd i en folkekirke. Man opnår medlemskab af kirken ved dåb, dog er alle mange velkommene. Der hvor Pinsevækkelsen adskille monumentalt fra de andre kirker er troen på voksendåb. Pinsekirken praktisere ikke barnedåb, men barnevelsignelse. Grunden til dette er, at Pinsekirken mener at det er mere bibelskkorrekt. Man døbes først når men selv kan tage initiativ. Gudstjenesterne er tit opbygget over prædikner, lovsang, bøn helbredelse, osv. Der er ikke nogen fast struktur for en gudstjeneste
I det nye årtusinde udgør den danske del af vækkelsen en langsomt voksende gruppe på ca. 4-5.000 medlemmer. Hver lokalmenighed er selvstændig, men deltager frivilligt i fællesforetagender, som Pinsevækkelsens Højskole i Mariager, efterskoler samme sted, fælles missionstiltag, fælles månedsblad m.m. Ud over de fælles tiltag har den lokale menighed egne projekter lokalt og internationalt.
Det enkelte medlem optages i den lokale menighed gennem dåben (der er dog også adgang for ikke-døbte) – ikke dåb til menigheden men til Jesus Kristus. Pinsekirken praktiser kun 'troendes dåb' og døber derfor ikke børn, omend man bruger at velsigne nyfødte.
Gudstjenesterne foregår efter forskellige mønstre, idet man bestræber sig på at imitere gudstjenestepraksissen i den nytestamentlige menighed, fortolket ud fra national kultur. Gudstenesterne indeholder ofte sang, bøn, prædiken og forbøn. Der foretages barnevelsignelse, dåb ved nedsænkning i vand på personlig bekendelse af troen på Jesus Kristus, vielse og begravelse. Der er frivilligt børne- og ungdomsarbejde i de enkelte menigheder menighederne. Økonomien sikres gennem de troendes gaver og bidrag. Ledelsen af den enkelte menighed er lokalt forskellig, men består ofte af forstander, ældsteråd og menighed. Ledelsen udgøres ofte af forstander og ældsteråd tilsammen.
