Pave Alexander 3.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Pave Alexander 3.

Alexander 3. (ca. 1105 - 30. august 1181) var pave 1159-1181. Han hed oprindelig Rolando Bandinelli, var født i Siena. Han blev i 1150 udnævnt til kardinal og snart efter sin forgængers kansler og højre hånd og den bitreste fjende af Hohenstauferen, kejser Frederik Barbarossa. Da han i anledning af ærkebiskop Eskils fængsling mødte på rigsdagen i Besançon 1157, medbragte han et pavebrev der antydede, at kejserdømmet var et len af pavestolen, og mundtlig skærpede han denne påstand. En af Frederiks stormænd for da mod ham med draget sværd. Kejseren reddede ham, men bød ham ufortøvet drage tilbage.

Ved pavevalget 1159 fik Roland de fleste stemmer og kaldte sig Alexander 3., men kejsersindede kardinaler valgte kardinal Octavianus og fik ham skyndsomst iført paveskrud. Alexander bandlyste pave Viktor 4., som modparten kaldte sig. Frederik stævnede dem begge til et møde i Pavia (1160). Alexander udeblev og bandlystes, og Viktors valg blev stadfæstet. Alexanders svar var at bandlyse kejseren, men hans stilling i Italien blev bestandig dårligere, og i foråret 1162 drog han til Frankrig. Selv her begyndte præstestanden at falde fra; men den tyske kejsers magtudfoldelser bevirkede et omslag, og Frankrig sammen med England, Sicilien og Spanien stod nu på Alexanders side. Mest opholdt han sig i Sens, hvor hans tilhængere flokkedes om ham, blandt dem Eskil fra Danmark, og trods hans landflygtighed voksede hans magt stærkt; således gik Valdemar 1. den Store og de danske bisper over på hans parti.

Viktor døde 1164, og der blev valgt en ny modpave, pave Paschalis 3. 1165 vendte Alexander alligevel tilbage til Rom, men blev året efter igen fordrevet af kejseren. Den tyske hær blev imidlertid ødelagt af pest, og de lombardiske byer rejste sig og sluttede forbund med Alexander. Paschalis døde (1168), og den tredje modpave, pave Calixtus 3., fik aldrig ret megen magt. Da så kejseren havde lidt det skæbnesvangre nederlag over for lombarderne ved Legnano i 1176, måtte han ved et højtideligt møde med paven i Venezia 1177 ydmyge sig og ophøre at støtte Calixtus; Alexander frafaldt på sin side kravene om lenshøjhed over kejserriget og lovede at tilbagegive frarevne lande, men sejren var umiskendelig hans.

Imidlertid havde han i England vundet en endnu mere glimrende sejr; ivrig havde han støttet ærkebiskop Thomas Becket i kampen for de kirkelige ideer, og da ærkebispen til sidst faldt som offer for kongens opbrusende heftighed, helgenkronede Alexander ham straks, bandlyste kong Henrik 2. (1170) og tvang ham til ydmygende bod ved den myrdede ærkebisps grav i 1174.

Nidkær for kirkens frihed bandlyste han også kong Vilhelm Løve i Skotland, fordi han ville påtvinge St. Andrews en biskop (1180). Kætteriet blev strengt fordømt på det tredje almindelige lateranmøde 1179, der blev overværet af 300 bisper og betegner højdepunktet af Alexanders magt; her fik han også vedtaget, at det paveemne, som havde fået 2/3 af kardinalernes stemmer, var gyldig valgt; En bestemmelse, der skulle hindre de ødelæggende paveskismaer. På grund af romernes rejsning var han atter fordrevet fra den hellige stad i sin sidste levetid; han døde i Cività Castellana 30. august 1181.