Osman 1.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Osman I.

Osman I (1258–1326) (ottomannisk-tyrkisk عُثمَان ʿUthmān) arvede titlen bey, eller høvding, for landsbyen Söğüt fra sin far, Ertugrul, der døde i 1281. Osman er anset som grundlæggeren af Osmannerriget, og det er fra ham, at Osmannerrigets indbygger, tyrkerne, kaldte sig selv for osmannere efter deres første sultan. Den betegnelse forsvandt efter Osmannerrigets sammenbrud i det 20 århundrede, og stiftelsen af Tyrkiet.

Osmans far, Ertoghrul anså sig selv, som en vassal og løjtnant for Sultanen af Icomium. Osman, efter den sidste Alæddin døde i 1307, førtet krig og sikrede sig territorier som en selvstændig hersker. Osman sejrede over den tyrkiske stamme Eskenderum i 1301–1303. Selv havde Osman allerede i 1299 havde erklæret landets selvstændighed fra det Seljukiske Rige.

Da det byzantiske fort ved Yenişehir faldt, var tyrkerne klar til at påbegynde en belejring af byen Proussa, (nu Bursa) og Nikæa, (nu Iznik). Osman I døde i 1326, samme år, hvor Bursa faldt. Efter hans død, blev han givet titlen ghāzī, ("kriger af troen") af hans efterfølgere. Når en ny Sultan blev kronet, råbte folk, "Må han blive lige så stor som Osman".