Lewis og Clark-ekspeditionen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Lewis og Clark ekspeditionen fandt sted fra 1804-1806. Det var kaptajn Meriwether Lewis og sekondløjtnant William Clark, der som anførere for en ekspedition fik til opgave at opdage og kortlægge det vestlige USA samt at finde en søvej til Stillehavet. Det var USA's daværende præsident, Thomas Jefferson, som pålagde dem opgaven.
På turen måtte ekspeditionens deltagere sejle ad farlige floder og vandre gennem uvejsomme bjergpas. Også dyrelivet blev et problem for dem. Flere gange blev de jaget op i træer af gråbjørne, og de blev konstant plaget af myg. Clark skrev i sin dagbog i juli 1806 følgende:
- "Myggene er meget generende - selv min hund hyle som følge af plagen. Der er så mange af dem, at man undertiden får dem ned i halsen bare ved at trække vejret."
Mange hjalp ekspeditionen undervejs, især de indfødte indianere. En seksten-årig pige fra shoshonestammen, Sacagawea, fulgte Lewis og Clark det mest af vejen. Hun var nyttig som vejviser og tolk. Clark havde desuden sin slave York med. Han var meget dygtig til at padle og desuden meget stærk. At han var sort forvirrede indianerne. Nogle prøvede at gnide farven af hans hud.
Den 12. november 1806 nåede ekspeditionen omsider til Stillehavet. Lewis og Clark kortlagde ruten og tog hjem ad nogenlunde samme vej, som de var kommet. I Seaside i staten Oregon, som ikke ligger langt fra ekspeditionens mål, er placeret en statue af Lewis og Clark.
