Krigen mod titanerne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Krigen mod titanerne (også kaldet Titanomachien) er en mytisk krig mellem gudedynastierne titaner og kronider.

Udgangspunktet for krigen var titanen Kronos, der åd sine egne børn, for ikke at den forbandelse, som hans far Uranos havde kastet over ham, skulle blive til virkelighed. Kronos havde nemlig kastreret sin far. Den yngste af Kronos børn, Zeus, undslap ved sin moder Rheas hjælp og vendte tilbage med et brækmiddel, som han gav sin far. Herefter kastede Kronos alle sine børn op, og fjendtlighederne begyndte. Titanerne undtagen Themis og Prometheus deltog på Kronos' side sammen med et nyt kuld uhyrer, som Gaia havde undfanget og født, giganterne, mens Zeus og hans søskende kæmpede på den modsatte side.

Zeus og de øvrige kronider vandt til sidst, især takket være lynkilen, som Zeus havde fået af kykloperne, efter at han havde befriet dem fra Tartaros. Kroniderne fik også hjælp fra de hundredarmede, som var blevet befriet ved samme lejlighed. Efter sejren kastede Zeus titanerne ned i Tartaros og satte kykloper og de hundredarmede som deres vogtere.