J.H.E. Bernstorff
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Johan Hartvig Ernst Bernstorff (Hannover, 13. maj 1712 - 18. februar 1772) var greve og dansk statsminister. Han var søn af friherre Joachim Bernstorff, der var godsejer og farbror til Andreas Peter Bernstorff.
[redigér] Historie
Da der var ikke de store karrieremuligheder i Hannover søgte han udenlands, hvor Christian 6. ansatte ham som Envoyé (gesandt) ved det kursachsiske Hof i Dresden 1733, hvorfra han 1737 blev forflyttet til Regensburg for at varetage Danmarks interesser ved den tyske Rigsdag. Han var udset til at beklæde stillingen som gesandt i Wien; men kejser Karl 6.s død forhindrede dette, men efter et par år i Tyskland kom han til Paris hvor han arbejdede til 1750, hvor han på grund af Schulins sygdom blev hjemkaldt, idet man ønskede at overdrage ham, der som få andre kendte hele tidens politiske spil, den udenrigske styrelse. Efteråret 1751 blev han da udenrigsminister og oversekretær i det Tyske Kancelli, ligesom han blev medlem af konseillet, og fik en række andre poster. I disse år erhvervede Bernstorff sig et navn som en af Europas betydeligste statsmænd. I 1770 blev han af Struensee afskediget fra sine embeder, og levede herefter mest på sine tyske godser.
[redigér] Se også
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. |
