Farce
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Farce er en scenisk genre, der omfatter lægger vægt på absurd, visuel eller dialogmæssig humor i højt tempo med parodier og karikerede figurer. Farcer kendes fra teater og film.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Teaterfarcer
[redigér] Historie
I Japan er kyogen-formen et løssluppent alternativ til de langsommelige og seriøse no-dramaer, og begge disse former bygger på en meget lang tradition.
En af de første kendte europæiske teaterfarcer er den franske Le Garçon et l'aveugle, forfatteren er ukendt, der stammer fra det 13. århundrede. William Shakespeare skrev såvel tragedier som komedier, og visse af de sidstnævnte har karakter af farce med vægten på den rappe dialog. Senere følger Molière med f.eks. stykket Tartuffe fra 1664 samt nogle af Ludvig Holbergs stykker. Gogol og Tjekhov skrev begge stykker, der kan betegnes som farcer. En mand som Oscar Wilde videreførte farcen med f.eks. Bunbury.
Inden for det seneste halve århundrede er farcen brugt målrettet politisk af Dario Fo, der har skrevet stykker som En tilfældig anarkists hændelige død og 7. bud: Stjæl lidt mindre. Andre nyere skabere af farcer er Alan Ayckburn og Neil Simon.
[redigér] Filmfarcer
[redigér] Historie
Genren kom meget tidligt på banen i filmens barndom i Frankrig i ret primitiv form inspireret af teaterfarcen. Den amerikanske instruktør Mack Sennett videreførte genren i Hollywood med ekstremt højt tempo, halsbrækkende stunts og stor destruktionstrang. Hans film latterliggjorde autoriteter som politiet samt andre filmgenrer som melodramaet.
Charles Chaplin begyndte også i denne stil, men fik snart tilføjet raffinementer i form af mere nuanceret personskildring samt variation i tempoet. Denne stil blev fulgt op af andre af de store stjerner fra stumfilmens tid som Buster Keaton og Gøg & Gokke.
I tonefilmens første tid er folk som Marx Brothers og W.C. Fields med til at føre genren videre, og i 1930'erne opstår en beslægtet genre i form af screwball comedy, der ligner farcen i sit høje tempo og sine rappe replikker, men er lidt mere afdæmpet i det fysiske udtryk.
Fra 1950'erne og frem er farcen videreført af folk som Jerry Lewis, Mel Brooks, Woody Allen (i starten af karrieren) samt filmmagerne Zucker, Abrahams & Zucker med film som Højt at flyve og Politiskolen. I samme periode er tv for alvor kommet på banen, og her trives farcen i stor udstrækning i blandt andet sitcom-formen med eksempler som Lucille Balls progarmmer og i de seneste år en serie som Venner som eksempler.
Uden for USA kan man finde farcer hos f.eks. Louis de Funès i Frankrig samt Peter Sellers og Monty Python i England. På tv-siden er Benny Hill og Rowan Atkinson nogle af de mest kendte eksponenter for farcen.
[redigér] Danske farcer
Der er lavet ret få danske film, der kan betegnes som farcer. Visse film med Kjeld Petersen og/eller Dirch Passer kan regnes herunder, f.eks. Den grønne elevator, Majorens oppasser og Nøglen til Paradis. I 1980'erne kan Walter og Carlo-filmene betegnes som farcer, men trods stor publikumsmæssig succes har de danske film i genren aldrig været kunstnerisk anerkendt på niveau med flere af de udenlandske eksempler.
Der er også på tv forsøgt lavet danske farcer med Langt fra Las Vegas-serien som noget af det nærmeste, man i Danmark er kommet på farcen.
