Fælles gate
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Fælles gate, eller jordet gate, er navnet på et forstærkertrin baseret på en felteffekttransistor. Navnet skyldes at transistorens gate-tilledning står i mere eller mindre direkte forbindelse med den ene "side" af både forstærkerens indgang og udgang.
Kendetegnende for et fælles gate-forstærkertrin er en relativt lille indgangsimpedans (ca. 1000 ohm eller mindre), en udgangsimpedans på typisk nogle få kiloohm, og en ikke særlig stor spændingsforstærkning; op til en snes gange (svarende til op imod 26 decibel)
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Sådan virker fælles gate-trinnet
Til højre ses diagrammet for et fælles gate-forstærkertrin: modstandene R1 og R2 danner en spændingsdeler der fastlægger den spænding der skal være på transistorens gate-forbindelse. Der går ikke nogen strøm i transistorens gate; kondensatoren C2 skal blot sikre at denne spæning er stabil og ufølsom overfor støj. Hvis man indretter trinnet med et arbejdspunkt med gatespændingen 0 volt, kan man udelade både R1 og R2, og blot slutte transistorens gate direkte til stelledningen.
Gatens spænding tilpasses så den er en kende lavere end spændingen på transistorens source; derved tillades en vis strøm, kaldet hovedstrømmen, gennem drain- og source-forbindelserne. Denne strøm medfører et vist spændingsfald over drainmodstanden R3 og sourcemodstanden R4. Hele arrangementet er selv-stabiliserende, sådan at evt. variationer i hovedstrømmen vil få spændingsforskellen mellem gate og source til at ændres i en retning der bringer strøm og spændinger i trinnet tilbage til det tilsigtede arbejdspunkt.
Det signal der skal behandles, føres ind gennem indgangskondensatoren C1 — denne tjener som skillekondensator for jævnspændinger, eftersom signalkilden oftest vil arbejde ved en anden spænding end den der skal være på sourcen. Signalet vil få spændingen på source til at variere i forhold til den konstante spænding på gaten, og variationerne i spændingsforskellen mellem gate og source vil medføre tilsvarende variationer i hovedstrømmen. Disse strømvariationer vil igen bevirke at spændingsfaldet over drainmodstanden R3 vil variare, blot med en større amplitude end det oprindelige indgangssignal.
[redigér] Egenskaber
Betragter man en "øjeblikssituation" hvor indgangssignalet er stigende, ser man at signalet får spændingsforskellen mellem gate og source til at stige, hvilket får hovedstrømmetn til at stige, og dermed hovedstrømmen, og med den spændingsfaldet over drainmodstanden R3, til at falde. Da drainmodstanden er forbundet med en konstant jævntspænding, vil der i dens modsatte ende (hvorfra udgangssignalet hentes) være en stigende spænding. Stigende indgangssignal får altså udgangssignalet til at stige; de to signaler er således i samme fase.
[redigér] Indgangsimpedans
Signalkilden "ser" igennem indgangskondensatoren C1 ind i et punkt hvor den dels skal drive sourcemodstanden R4, dels impedansen i transistorens source-forbindelse. Heraf følger at indgangsimpedansen Zind er givet ved 
, hvor YFS er transistorens stejlhed.
[redigér] Udgangsimpedans
Udgangsimpedansen Zud skabes af drainmodstanden R3 og "udgangs-admittansen" YFS i transistorens drain i forhold til source: 
[redigér] Forstærknig
Spændingsforstærkningen Au afhænger af den eventuelle belastning RL som udgangen skal drive, idét 
I alle de nævnt formler repræsenterer symbolet 
beregningen for parallelkobling af modstande/impedanser.
[redigér] Nedre grænsefrekvens
Skillekondensatorerne i ind- og udgang har den bivirkning at de sætte en nedre grænse for frekvenserne i de signaler trinnet kan bearbejde. Disse kondensatorer virker i samspil med ind- og udgangsimpedanserne samt den signalkilde hhv. belastning der tilsluttes, som et højpasled. Derfor skal disse kondensatorer have så tilpas store værdier, at denne nedre grænsefrekvens ikke får nogen praktisk betydning for anvendelsen af forstærkertrinnet — dette er specielt kritisk for indgangskondensatoren på grund af den relativt lille indgangsimpedans.
