Dynamit

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Dynamit er et sprængstof baseret på nitroglycerin som bliver opsuget i et porøst materiale, typisk kiselgur og rullet ind i et pap-hylster.

[redigér] Historie

Dynamit blev opfundet af den svenske kemiker og ingeniør Alfred Nobel i 1866 og patenteret i 1867.

Nobel-familien havde før dynamitten været involveret i produktion af nitroglycerin som blev brugt som sprængstof i mange sammenhænge. Nitroglycerin er dog et meget problematisk stof at arbejde med da det er meget ustabilt og kan eksplodere hvis det bliver udsat for rystelser.

Da dynamitten kommer frem og viser sig at være langt sikrere, bliver det straks en stor success til minedrift, nedrivning, og andre steder med industrielt brug af sprængstof.

[redigér] Afledte sprængstoftyper

Dynamitten blev hurtigt videreudviklet på flere fronter. Dels ved at udskifte det inaktive kiselgur med et aktivt materiale som øger eksplosionen; det kan f.eks. være sortkrudt eller salpeter. Dels ved at komme frem til forskellige plastiske varianter.

Ballistit er en af de mere kendte sprængstoftyper som Nobel selv opfandt med baggrund i dynamit. Det var et kraftigere og mere præcist sprængstof og det var desuden røgfrit. Det blev anvendt i kanoner.

[redigér] Håndtering

Som nævnt er dynamit langt sikrere end nitroglycerin da det som hovedregel ikke er følsomt overfor slag eller moderate temperaturer. Det detoneres normalt ved en sprænghætte men man kan også detonere det ved udsætte det for høje temperaturer (f.eks. ved at overhælde det med benzin og antænde det).

De største problemer ved dynamit er dels at det kan "svede" noget af nitroglycerinen ud ved længere tids lagring, og dels at nitroglycerinen ændrer karakter hvis det nedfryses til under -11 grader. I begge tilfælde øges følsomheden overfor stød og slag.