Alterkalk
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En kalk eller alterkalk (fra Latin 'calix', bæger) er det bæger, som benyttes i kirken ved nadveren, (som i nogle kirkesamfund også kaldes kommunion eller eukaristi). Kalken benyttes i romersk-katolske, ortodokse, anglikanske, lutherske og visse andre kristne kirker, dvs. de kirker, som i højst grad har fastholdt en kirkelig tradition. Kalken har nemlig en meget lang tradition, og har forbillede i det formentligt væsentligt simplere bæger, som Jesus benyttede ved nadverens indstiftelse skærtorsdag aften. Denne oprindelige kalk er normalt det man opfatter som den hellige 'gral', der spiller så stor rolle i riddertidens legender. Der findes jo også andre tolkninger af, hvad gralen kunne være.
Kalken indeholder ved nadveren vinen, Kristi blod. I den ortodokse kirker lægges nadveresn brød ned i kalken og det uddeles under et med en ske. I den romersk-katolske kirke var det i en lang periode kun præsterne, der drak af kalken, indført p.gr.a. en frygt for at begå helligbrøde ved at spilde. Denne nadverform, hvor menigheden kun får brødet kaldes nadver sub una (i én skikkelse). Efter 2. vatikanerkoncil blev der åbnet op for, at også menigheden kunne drikke af kalken. Dette sker nu hyppigt, især ved messer med få deltagere. Det var et hovedpunkt for reformatorerne, at nadveren skulle uddeles i begge skikkelser (sub utraque). Herefter drak menighedens medlemmer på skift af den samme kalk. I nyere tid har man dog af hygiejniske grunde i mange kirker indført forskellige anderledes uddelingsformer. I Folkekirken er den almindeligste måde i dag, at alterkalken er udstyret med en hældetud (evt ved en indsats i de gamle kalke). Præsten hælder så op i små bægre (kaldet særkalke) til hver altergæst. I nogle kirker bruger man en opøseske i stedet for at hælde.
