Abel af Danmark

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Abel, dansk konge, blev født i 1218. Søn af Valdemar Sejr. I 1232 blev han udnævnt til hertug af Slesvig. I 1241 blev hans broder, Erik Plovpenning, udnævnt til konge efter deres fader, hvilket var anledningen til en mangeårig borgerkrig hvorunder bl.a. Randers blev afbrændt af Abels tropper. Striden, endte med, at kong Erik under et besøg hos Abel blev halshugget og hans lig smidt i Slien. Abel blev af de fleste betragtet som ansvarlig for mordet, men det lykkedes ham at få 24 riddere til at sværge på hans uskyld ved Landstinget i Viborg, den såkaldte "dobbelte tylvter-ed", hvorefter han blev kåret til konge den 1. november 1250.

I 1237 giftede Abel sig med Mechtilde, datter af grev Adolf IV af Holsten. På grund af hendes afstamning bidrog hun til stor holstensk indflydelse på Abel-slægtens sønderjyske hertugdømme. Abels og Mechtildes slægt var hertuger af Sønderjylland til slægten uddør i 1375.

Abel blev dræbt den 29. juni 1252 i Ejdersted under en ekspedition mod friserne for at inddrive skyldige skatter. Legenden fortæller, at han spøger i Slesvig Domkirke, hvorfor man tog hans lig op og sænkede det i et mosehul ved Gottorp. For en sikkerheds skyld rammede man en pæl gennem hans brystkasse. I 1261 giftede hans enke sig igen, denne gang med Birger Jarl af Sverige.

Om Ham er der sagt:

Abel af navn,

Kain af gavn.

[redigér] Kilder/henvisninger

• Søren Sørensen (www.aerenlund.dk)
• Lexopen