Şanlıurfa

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Şanlıurfa (også blot Urfa) er hovedbyen i den tyrkiske provins Şanlıurfa og har omkring 390.000 indbyggere (2004), især tyrkere, kurdere og arabere.

[redigér] Navn

Det kurdiske navn på byen er Riha, den arabiske form er Ar-Raha og på aramæisk kaldes byen Urhay. I antikken og middelalderen var Urfa kendt som Edessa.

I 1983 tildeltes byen og provinsen, der begge hed Urfa, tilnavnet şanlı (storslået). Navneændringen skal minde om modstanden mod den franske besættelse under den tyrkiske frihedskrig.

[redigér] Historie

Antikken

Byen blev grundlagt i 200-tallet fvt. af det seleukiderne, der fyldte byen/militærkolonien med makedonsk-græske kolonister. Den fik navnet Edessa efter en by af samme navn i Makedonien, hvor Seleukide-dynastiets grundlægger Seleukos I kom fra. Edessa var en del af Seleukideriget frem til 66 f.v.t. hvor området kom under romersk kontrol. Byen var en del af Romerriget frem til delingen i 396 e.v.t. af i Vestrom og Østrom hvor Edessa naturligt nok hørte til den sidste nævnte. I 600-tallet og 700-tallet blev store dele af Mellemøsten erobret af de muslimske arabere, der ligeledes indtog Edessa. Byen forsatte dog med at have en overvejende kristen befolkning, da byen samtidig også var kendt for at have haft en af de første kristne menigheder.

Armensk Herredømme

I 1000-tallet kom byen igen under kristen byzantinsk kontrol, byens befolkning bestod nu hovedsageligt af kristne armenske indbyggere. I 1080´erne blev byen erobret af tyrkerne, men et armensk oprør 1090´erne skaffede byen selvstændighed under den armenske fyrste, Thoros. Da det 1. korstog i 1097 nåede til området, bad Thoros korsfarerne om hjælp, da han frygtede repressalier fra sine muslimske naboer. Korsfarernes hovedhær valgte dog at drage syd på mod Antiochia, men en enkelt korsfarerleder, Baudouin 1. de Boulogne, valgte at komme Thoros til hjælp.

Korsfarertiden

Ved Baudouin ankomst blev han tilbudt, at blive Thoros's efterfølger og med dennes død kort tid efter, fik Edessa i 1098 sin første vesteuropæiske herre i grev Baudouin 1. Denne satte sig for at udvide Edessa territorium til at omfatte flere af de omkringliggende byer, bl.a. Turbessel og Douluk. Baudouin 1. af Jerusalem grundlagde en stat efter den vesteuropæiske feudalmodel, men pågrund af områdets store armenske flertal, måtte han være på god fod med disse. I 1100 arvede han den lille Jerusalem-stat og han måtte derfor overlade grevskabet Edessa til sin grandnevø, Baudouin II, der i de næste 18 år konsoliderede herredømmet over den edessanske stat.

Edessa-staten blev yderpunktet i den katolske kristendom og en front for for korsfarerne i deres kampe mod deres muslimske naboer. I 1118 arvede grev Baudouin 2. tronen i Jerusalem efter Baudouin 1., hvilket betød at Baudouin II måtte overlade Edessa til fætteren Joscelin I de Courtenay, der nok må siges at være en af de dygtigste vesteuropæiske herskere over Edessa, som fik et godt udbytte af den blomstrende handel i Orienten. Efter en god regeringstid blev Joscelin I efterfulgt af sin uduelige søn Joscelin II, som var af halv armensk oprindelse og halv fransk oprindelse. Joscelin II ødelagde Edessas forsvarsmæssige muligheder ved at støde sine muslimske allierede fra sig og ikke tage truslen fra nabobyen Mosul alvorligt. I 1144 faldt Edessa efter en hård belejring til den dygtige muslimske atabeg Zengi af Mosul. Joscelin II prøvede i de næste par år at tilbageerobre Edessa, men det vesteuropæiske herredømme over byen var færdigt. I de næste 50 år var der stadig efterkommere af Joscelin II, som gjorde krav på Edessa.

Senere Tids Historie

Efter tiden med vesteuropæiske herredømme, skiftede Edessa hænder mellem flere forskellige rivaliserende muslimske dynastier, bl.a. efterkommerne af Zengi og Saladins kurdiske dynasti ayyubide-dynasti. Midt i 1200-tallet kom byen under mongolsk herredømme, men dette var kun kortvarigt. Århundreder senere var byen en del af det Osmanniske rige, men byen opnåede aldrig samme betydning igen, som den havde haft i middelalderen under de skiftende kristne og muslimske herskere. I moderne tid har byen været under fransk herredømme, for til sidst at blive en del af det moderne Tyrkiet.